En ung pige står foran et spejl iført trusser og en kort top, der akkurat dækker hendes bryster. Med sin højre hånd hiver hun toppens ene strop ned over sin skulder. Med sin venstre tager hun et billede ind i spejlet.

Det billede ligger i Facebook-gruppen 'Ghettoen' sammen med utallige billeder af andre unge piger, der poserer. Og billederne - dem har pigerne selv lagt ud.

'Ghettoen' er en lukket Facebook-gruppe med 34.000 medlemmer, og for at blive medlem skal man blot svare ja til, at man har tilføjet gruppens administratorer på Snapchat.

I gruppen kan man finde en række såkaldte 'bodytråde', og det er i disse tråde, pigerne lægger billederne ud.

Sådan ser facebookgruppen 'Ghettoen' ud.
Sådan ser facebookgruppen 'Ghettoen' ud.
Vis mere

'Bodytrådene' starter typisk med en opfordring til at lægge et billede op af sin krop efterfulgt af et billede af en letpåklædt person.

En af bodytrådene starter eksempelvis med ordene:

'Post et billede af din krop. De fleste tør ikke, fordi de grimme. Dem, der liker, ku' dig godt'.

Og trådene fyldes med billeder af helt unge piger i røde push-up-bh'er foran spejle eller i sorte trusser i deres senge.

Sådan starter en af 'bodytrådene' i 'Ghettoen'. Det er en dreng, der har startet tråden.
Sådan starter en af 'bodytrådene' i 'Ghettoen'. Det er en dreng, der har startet tråden.
Vis mere

Nogle lægger billeder op af deres kavalergange, andre af deres skridt i trusser.

Gruppens medlemmer roser flere steder hinanden for deres kroppe, mens andre skriver ting som: 'Ærligt. Du skulle have pik', 'Du sku' skamplules af mig' eller bare: 'slut' (luder, red.)

'Ghettoens' 19-årige ordstyrer, Michelle Bøgh Vígdá, bekræfter, at bodytrådene findes i Facebook-gruppen, men:

»På trods af, at det er ulovligt at videredele billeder af folk i letpåklædt tøj, så vil jeg mene, at vedkommende selv er skyld i, at de bliver delt. Hvad folk lægger op i vores gruppe, er på eget ansvar,« skriver hun til B.T. i en Messenger-besked.

»Det er fantastisk, at der findes nogle piger, som tør vise sig frem, men man skal også tænke på, at billederne kan risikere at ende i de forkerte hænder.«

Michelle Bøgh Vígdá tilføjer, at hun fremover vil overveje, om 'bodytrådene' hører til i Facebook-gruppen.

Har du selv delt letpåklædte billeder af dig selv i en Facebook-gruppe? Så skriv til saln@bt.dk

Politikommisær Flemming Kjærside arbejder med cyberrelaterede seksualforbrydelser, og han advarer de unge piger mod at dele den slags letpåklædte billeder på nettet - selvom det er i en lukket gruppe - på grund af risikoen for videredeling:

Screenshot af et opslag i 'Ghettoen'
Screenshot af et opslag i 'Ghettoen'
Vis mere

»Når der er 34.000, der har adgang til billedet, så er det svært at styre, hvor det ender henne. Bliver det delt uretmæssigt, kan man melde det til politiet, men det er en stor opgave at efterforske, hvem af de 34.000 der har delt billedet videre,« siger han.

Flemming Kjærside forklarer, at han aldrig har set tilfælde i den målestok, hvor folk frivilligt går ind og lægger et undertøjsbillede op til 34.000 personer.

Han har derfor en opfordring til de unge:

»De bør overveje, at deres billede kan ligge i 34.000 skrivebordsskuffer - det kan ligge på nettet for altid, for der findes ikke en delete-knap, der kan sikre mod, at folk tager kopier eller screenshots.«