Rygterne har svirret længe, men nu bekræfter Simon Makienok endelig, at hans og Ibi Makienoks forhold er saga blot.

Faktisk har det celebre ægtepar ikke været sammen i et helt år.

»Ibi og Simon har ikke været sammen i et år – der er ingen drama. Og de ønsker hinanden held og lykke i fremtiden. Og udover det er der ingen yderligere kommentar fra nogle af dem om deres privatliv,« siger Simon Makienoks agent Michael Stensgaard til Se & Hør.

Rygterne om bruddet begyndte - som de så ofte gør her i 2019 - da parret holdt op med at følge hinanden på Instagram og derudover havde fjernet alle fælles fotos fra det sociale medie.

Da B.T. konfronterede Ibi Makienok med rygtet, ønskede hun dog ikke at kommentere.

Men nogle måneder senere kom 'Date mig nøgen'-værtinden måske til at tale over sig, da hun på en rød løber omtalte sig selv som 'enlig mor', da hun skulle fortælle om sin - måske - kommende krimi.

»Min bog ligger lige et øjeblik, for en enlig mor og sommerferie og sådan noget,« grinede hun.

Ibi, der dengang hed Støving, og Simon Makienok blev kærester i 2013, da tv-værten skulle interviewe fodboldspilleren i 'Go' Morgen'-Danmark, har de tidligere fortalt til Costume.

Ibi Makienok og Simon Makienok til modeuge i København i 2013, som også var året, de blev kærester.
Ibi Makienok og Simon Makienok til modeuge i København i 2013, som også var året, de blev kærester. Foto: Katja Maria Salomonsen
Vis mere

Senere slog det gnister, da de mødtes igen til et arrangement på natklubben Zen gennem fælles venner, fortalte fodboldspilleren.

»Jeg skulle på træningslejr dagen efter, så jeg vidste overhovedet ikke, om jeg ville tage derhen, men da vores bekendte skrev og spurgte, om jeg kunne hente Ibi, så ville jeg pludselig ret gerne alligevel. Jeg kendte hende fra tv, og jeg har altid syntes, at hun var lidt sød.«

Året efter, i 2014, blev de gift i Holmens Kirke i København.

44-årige Ibi Makienok og 29-årige Simon Makienok har ofte måttet forsvare aldersforskellen på 15 år.

Simon Makienok og Ibi Makienok til fodboldkamp i 2013.
Simon Makienok og Ibi Makienok til fodboldkamp i 2013. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Da hun gæstede talkshowet 'Sara Bro på DR2' tidligere på året, fortalte hun sågar, at hun 'mange gange' er blevet forfulgt ned til Netto og 'hele vejen ind i Netto', fordi folk har villet have en kommentar omkring hendes valg af en 15 år yngre mand.

Ibi Makienok har sønnen Anakin fra sit tidligere forhold med fodboldspilleren Tobias Grahn, som hun blev kærester med i 2007.

Hun har derudover været forlovet med Aqua-stjernen René Dif og dannet par med sangeren Alex Ambrose.

B.T. arbejder på en kommentar fra Ibi Makienok og Simon Makienok.