Opfinderne af pengepungen må kradse sig lidt i håret, fordi der går ikke længe, inden den er totalt ubrugelig.

Flere og flere ting foregår på din mobiltelefon, og meget snart gælder det også dit kørekort.

Digitaliseringsstyrelsen oplyser i en pressemeddelelse, at man har indgået et samarbejde med Visma Consulting A/S i rollen som udviklingsleverandør af det digitale kørekort.

Det vil blive udviklet i samarbejde med Transportministeriet og Rigspolitiet.

De forventer, at det senest vil være brugbart inden udgangen af 2020.

Adam Lebech, der er vicedirektør i Digitaliseringsstyrelsen, ser det som en god udvikling, at man nu rykker tættere på et digitalt kørekort.

'Med udviklingen af kørekort-appen lægger vi fundamentet for det videre arbejde med digitale id-beviser i Danmark. Vi har fokus på, at løsningen skal have et højt sikkerhedsniveau, og vi glæder os til at lancere et digitalt kørekort, som gør det nemmere for danskerne at legitimere sig i fremtiden,' siger Adam Lebech.

Kørekort-appen bliver et frivilligt supplement til det fysiske kørekort, og det vil fortsat være lovpligtigt at have et fysisk kørekort.

Men man beslutter selv, om man vil medbringe det fysiske eller digitale kørekort, når man skal ud at køre.

Der er dog bare lige det, at kørekort-appen kun kan anvendes som legitimation inden for den danske grænse. Forlader man landet, skal man være i besiddelse af et fysisk kørekort.

For at få det digitale kørekort skal man være i besiddelse af et gyldigt dansk kørekort, et gyldigt NemID og et gyldigt pas.

De er allerede nu i gang med at brugerteste med borgere og færdselsbetjente.