Lider du af angst for edderkopper – også kaldet araknofobi – kan det blive en udfordring for dig at læse videre.

Lige nu kribler store og behårede edderkopper nemlig frem fra alle kroge og hjørner for at gå på opdagelse i vores hjem.

Det ottebenede mylder skyldes ifølge museumsinspektør på Naturhistorisk Museum Aarhus Morten D.D. Hansen – som helst bare vil kaldes 'chefkratlusker' – to ting:

1) Det varme og fugtige vejr, som i disse dage holder vores døre og vinduer åbne og dermed tillader edderkopperne et kig indenfor.

2) At hannerne – altså edderkoppehannerne – i denne periode er på jagt efter hunner.

Er du plaget af de store edderkopper? Send dine billeder til B.T. på 1929@bt.dk

Ifølge chefkratluskeren er det typisk den store husedderkop, der – hos nogen – spreder skræk og rædsel i de danske hjem.

Den – og især hannen – er blandt de største edderkopper i Danmark og kan fra forben til bagben – som gerne er lodne – måle 10 cm i diameter. Det svarer ca. til længden på en Mars-chokoladebar. Kroppen er væsentligt mindre.

»Normalt gemmer de sig ude i skuret eller bag en mørk fryser, hvor de sidder i deres store tragtspind. Men på et tidspunkt – og det er nu – går der hunner i den, og så skal hannerne på jagt efter damer,« fortæller Morten D.D. Hansen.

Stor husedderkop, som ses på billedet her, er helt almindelig og kan blive op til ti centimerter fra forben til bagben.
Stor husedderkop, som ses på billedet her, er helt almindelig og kan blive op til ti centimerter fra forben til bagben.
Vis mere

At danskere fra alle egne af landet i disse dage får besøg af de lodne spindlere, kan influenceren Anders Søby Hemmingsen – der også er ansat på B.T. – skrive under på.

På sin Instagram-profil, der følges af flere end 850.000, viste han i en såkaldt story mellem tirsdag og onsdag i denne uge en række videoer af kæmpestore edderkopper, der havde 'invaderet' danske hjem.

Den story ledte til, at flere følte trang til at dele deres egne edderkoppe-oplevelser, og pludselig tikkede der adskillige edderkoppe-videoer ind fra desperate danskere.

»Jeg tror, jeg har fået 150 videoer på bare én dag. Og de bliver ved med at komme. Jeg har slet ikke fået set dem alle sammen endnu,« siger Anders Søby Hemmingsen.

Det er nogle af de videoer, du kan se i videoen herover.

Vær ikke bange

Ifølge Morten D.D. Hansen er der absolut intet at frygte ved den aktuelle edderkoppe-'invasion'.

Husedderkoppen er ikke farlig, og det gør – næsten – ikke ondt, at blive bidt af den.

For ja, den kan godt bide.

»Den er overhovedet ikke farlig. Den ser farlig ud. Men det gør en rocker også,« siger Morten D.D. Hansen og fortsætter:

»Mange af de store kan bide, hvis man gramser tilpas meget på dem. Det gør ikke ondt. Det 'spidser' lidt. Som en myg vil jeg sige. Du kan mærke det og reagerer på det. Men det er ikke som et hvepsestik.«

Ifølge Morten D.D. Hansen er det som i al biologi: 'size does matter' – så jo større edderkoppen er, jo større et bid, og derfor vil man kunne opleve udslæt og kløe, hvis man bliver bidt.

Hvad skal man egentlig gøre, hvis man møder én? Det kunne eksempelvis være i soveværelset?

»Jeg mødte én i mit soveværelse i går. Den døde. Ja, jeg slog den sgu ihjel.«

Må man godt det?

»Hvorfor ikke? Vi slår da så meget ihjel. Og hvis den vader rundt i min seng, må den gerne dø,« siger han, men understreger samtidig, at edderkopper virkelig er nogle 'fede dyr'.

»De har sgu x-faktor. De har flere øjne. De kan sprøjte gift. De er hurtige. Men selvom det måske er bedst at bære dem udenfor, så kan jeg ikke rigtig hidse mig op over, at nogen nakker en edderkop. Du må sgu selv om, om du vil nakke den. Det er dit hus.«