Kommende statsminister Mette Frederiksen har begået løftebrud, allerede inden hun går til Dronningen for at meddele, at hun danner regering.

Så hård er dommen fra DF's formand, Kristian Thulesen Dahl.

»Mette Frederiksen sagde ligefrem for noget tid siden, at hun ikke ville være statsminister, hvis hun ikke kunne bevare den hårde udlændingepolitik. Men udlændingepolitikken er jo slækket nu på flere forskellige områder – allerede inden hun er blevet statsminister. Det er helt vildt. Hun har begået løftebrud, og hun kan lige så godt lægge sig fladt ned og indrømme det,« siger Kristian Thulesen Dahl til B.T.

»Det vil gøre smerten mindre, hvis hun erkender det. Men det vil ikke gøre skuffelsen mindre hos de vælgere, der har stemt på Socialdemokratiet, fordi de troede på, at Mette Frederiksen vil stå fast på den hårde udlændingepolitik.«

Pia Olsen Dyhr (SF), Morten Østergaard (R) og Kristian Thulesen Dahl (DF) under møde i folketingssalen, fredag den 21. juni 2019.
Pia Olsen Dyhr (SF), Morten Østergaard (R) og Kristian Thulesen Dahl (DF) under møde i folketingssalen, fredag den 21. juni 2019. Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

»De Radikale har villet slække udlændingepolitikken hele tiden, men det ved vi jo godt. Mette Frederiksen garanterede derimod, at hun ville stå fast, og det har hun ikke gjort. Morten Østergaard (R) er dygtig – han laver nu et nyt systemskifte, så vores paradigmeskifte bliver vendt om.«

»Vores paradigmeskifte handler om, at flygtninge som udgangspunkt skal vende hjem, når de kan. Og det har Morten Østergaard nu gjort op med – i en skriftlig aftale med Mette Frederiksen, allerede inden hun bliver statsminister. Mette Frederiksen har svigtet det eneste konkrete løfte, hun har givet,« siger Thulesen Dahl.

Mette Frederiksen sagde 9. april i år til B.T.:

»Jeg kommer ikke til at danne en regering, der lemper på udlændingepolitikken. Vi er nødt til at stramme op. Så hvis man prøver at presse mig til at lempe udlændingepolitikken, vil jeg hellere lade være med at danne regering.«

Det såkaldte 'paradigmeskifte', som DF fik indført i forbindelse med finanslovsaftalen sidste år, handler om, at alle flygtninge, der kommer til Danmark, som udgangspunkt skal vende tilbage til deres hjemlande, når der er fredeligt i hjemlandet. Men De Radikale har fået indføjet i aftalen med Mette Frederiksen, at flygtninge kan blive i Danmark, selv om der er fred i deres hjemland, hvis de er i fast job i mere end to år.

Alligevel sagde Mette Frederiksen natten til onsdag, at paradigmeskiftet består:

»Vi har fortsat fokus på hjemsendelse og midlertidighed. Når du er flygtning og kommer til Danmark, så kan du opnå vores beskyttelse. Men når der er fred, så skal du hjem,« sagde Mette Frederiksen.

Men Kristian Thulesen Dahl mener ikke, paradigmeskiftet består:

Kristian Thulesen Dahl (DF) og Morten Østergaard (R) til første møde i folketingssalen efter valget, torsdag den 20. juni 2019.
Kristian Thulesen Dahl (DF) og Morten Østergaard (R) til første møde i folketingssalen efter valget, torsdag den 20. juni 2019. Foto: Tariq Mikkel Khan
Vis mere

»Morten Østergaard er en dygtigere politiker end mig. For det tog mig to år at presse Lars Løkke til paradigmeskiftet. Og det tog kun Morten Østergaard 20 dage at presse Mette Frederiksen til at lave det om igen,« siger han.

De Radikale har også fået fjernet DF's ide om, at afviste kriminelle asylansøgere skal isoleres på øen Lindholm. Børnefamilier skal ud af udrejsecenter Sjælsmark. Og Danmark skal tage kvoteflygtninge igen. Ifølge De Radikale skal de som udgangspunkt have permanet ophold.

»Hvad angår Sjælsmark, sender vi nu det signal til flygtninge og migranter, at hvis de har børn med og bare er genstridige nok, så skal det danske samfund nok give efter til sidst,« siger Kristian Thulesen Dahl.

»Det er også et problem, at Socialdemokratiet aflyser projektet med øen Lindholm uden at have et alternativ. De kan åbenbart løse klimakrisen, men de kan ikke finde ud af, hvor de vil placere afviste asylansøgere. Og hvis de afviste asylansøgere skaber utryghed i Kalvehave, skaber de nok også utryghed alle mulige andre steder.«

»Ydelserne kommer også op. Børnefamilier af udenlandsk herkomst skal have en kontant håndsrækning med det samme. 1.700 om måneden skattefrit,« siger Thulesen Dahl.

I aftalen mellem de røde partier står, at 'en ny regering vil arbejde for et mere humant asylsystem, hjælpe mere og flere, fremme integrationen i Danmark og sikre sund fornuft i udlændingepolitikken'.

Mette Frederiksen og Nicolai Wammen fra Socialdemokratiet ankommer til de afsluttende regeringsforhandlinger i Landstingssalen på Christiansborg, tirsdag 25. juni 2019.
Mette Frederiksen og Nicolai Wammen fra Socialdemokratiet ankommer til de afsluttende regeringsforhandlinger i Landstingssalen på Christiansborg, tirsdag 25. juni 2019. Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Den radikale leder, Morten Østergaard, mener, at diskussionen om paradigmeskifte eller ej er en strid om ord.

»For De Radikale har det været afgørende, at flygtninge i arbejde kan blive. Vi kommer ikke til at tælle, hvor meget der er stramt, og hvor meget der er løst i udlændingepolitikken. Jeg gør ikke Dansk Folkeparti eller andres ord til mine. Flygtninge, der er i arbejde, skal kunne blive, selv om der er fred i deres hjemland,« siger Morten Østergaard.

 

 

 

.