Hvis du vil gå i John Denvers fodspor og rejse med en flyvemaskine, som han sang i sit megahit 'Leaving on a Jet Plane' i 1967, så er det nu, du skal slå til.

Et pristjek fra prissammenligningssiden Travelmarket.dk viser nemlig, at du i pinsen (uge 24) kan komme til adskillige forskellige storbyer til priser, der er de laveste nogensinde.

Hvis du for eksempel vil skifte Strøget ud med gågåderne i den engelske hovedstad, London, skal du blot smide 49 kroner for en flybillet tur/retur, forudsat du rejser fra København.

Hvis du er jyde og hellere vil rejse fra en lufthavn tættere på dit hjem, kan du for næsten ingen penge komme til Berlin eller Prag.

Såfremt du rejser fra Aarhus Lufthavn, skal du af med 481 kroner for en tur/retur billet til den tyske hovedstad, mens det vil koste dig blot 214 kroner at rejse fra Billund til Tjekkiets hovedstad, Prag.

»Hvis man har mulighed for at rejse uden for skolernes sommerferie, så er det bare med at komme af sted, for det kan ikke fås billigere end lige nu, siger Ole Stouby, direktør for Travelmarket.dk, til B.T.

Det er bestemt også muligt at komme længere væk end Europa uden at blive ruineret. En flybillet frem og tilbage til eksotiske Rio de Janerio er for eksempel blevet målt til den laveste pris nogensinde i flyprisindexet.

4.261 kroner skal man have op af lommen, hvis man vil rejse fra Aalborg Lufthavn til den brasilianske storby i uge 24, der begynder 2. pinsedag den 10. juni.

Københavnere og sjællændere kan dog nøjes med at betale 3.006 kroner for en tur til byen i det sydøstlige Brasilien.

»Især i juni er billetterne billige. Det er den her intensive konkurrence mellem flyselskaberne, der gør, at priserne bliver ved med at falde, og vi kommer helt sikkert også til at se billige afbudsrejser, som blot vil koste omkring 1000 kroner for en all inclusive-ferie sydpå i otte dage,« siger Ole Stouby.

De billige flybilletter i uge 24 inkluderer blandt andet rejser til Dubai, Los Angeles, Mexico City, New York, Sydney og Tokyo.

Du kan se alle priserne i faktaboksen herunder: