Omer Hassan Sheik Muse, der i 2016 blev idømt 20 års fængsel og en erstatning på 33 1/3 kameler for mordet på den 21-årige Jonas Sekyere, har nu valgt at sultestrejke.

Omar Muse har nu sultestrejket i 11 dage. Han ønsker nemlig at blive stillet for en dommer i Danmark.

»Jeg blev dømt i Somaliland og fik 20 års fængsel uden beviser og uden at kunne forsvare mig,« siger den 34-årige mand over en telefon fra fængslet i Somaliland.

Jonas Sekyere blev knivdræbt tidligt om morgenen lørdag d. 17. november 2012 under en bytur på Vesterbro-diskoteket Bakken i Kødbyen.

Det var videoovervågning fra diskoteket, der pegede politiet i retning af Omer Muse.

Politiet var så sikre i deres sag, at en dommer d. 27. november 2012 fængslede ham in absenthia.

Den nu 34-årige mand var imidlertid flygtet til Somaliland, hvor han i 2014 blev anholdt og senere dømt for drabet i juli 2016. I april 2017 blev dommen nedsat til 10 år i den somalilandske højesteret.

Siden anholdelsen har Omar Muse siddet fængslet i Somaliland. Han mener, han har krav på at få sin sag for en dansk dommer pga. sit danske statsborgerskab.

»Jeg ønsker en retfærdig rettergang. Mit land er jo Danmark,« siger Omer Muse.

Adspurgt hvorfor han så overhovedet valgte at flygte til Somalia, svarer han:

»Jeg kom herned i forbindelse med en rejse.«

Omer Muse har fået en medfange til at tage et billede af ham fra fængslet, hvor han sidder i lænker omkring ankler og hænder. Ifølge Omer Muse vidner det om, at han bliver udsat for tortur af personalet. Dette er også en af grundene til, han ønsker at vende hjem til Danmark.

Hans danske advokat, Poul Hauch Fenger, mener også, at forholdene i det somalilandske fængsel er under al kritik.

»Der bor mange indsatte i hver celle, de sanitære forhold er blandt de værste på kontinentet, og der er meget begrænset adgang til medicinsk personale. Min klient har ikke adgang til sin egen forsvarsadvokat og har nu gennem lang tid givet udtryk for bekymring over egen tilstand,« siger advokaten.

Skulle Muse blive udleveret til retsforfølgning i Danmark, vil han ifølge advokaten nægte sig skyldig. På trods af at han under anholdelsen i 2014 tilstod drabet.

Omar Muse har senere afvist afhøringsrapporten og forklarer i stedet, at drabet skete i selvforsvar.

Omer Muse her fotograferet af medfanger i fægslet i Somalia. Anklagemyndigheden i Danmark oplyser dog til B.T., at Omer Muse flere gange har haft besøg fra den danske ambassade. Ifølge dem er der ikke oplysninger om, at han skulle have fortalt til dem, at han var lænket. Foto: Privat.
Omer Muse her fotograferet af medfanger i fægslet i Somalia. Anklagemyndigheden i Danmark oplyser dog til B.T., at Omer Muse flere gange har haft besøg fra den danske ambassade. Ifølge dem er der ikke oplysninger om, at han skulle have fortalt til dem, at han var lænket. Foto: Privat.
Vis mere

Foreløbig ser det ikke ud til, at Omer Muse kan gøre sig forhåbninger om at blive stillet for en dansk dommer. De somaliske myndigheder har nemlig afvist at udlevere ham, og der foreligger ikke aftaler med Somaliland om at udlevere statsborgere til afsoning i Danmark.

Det betyder ifølge Anklagemyndigheden herhjemme, at der ikke er noget at stille op:

»Vi kan ikke tage ham ud af fængslet og sætte ham på et fly, det er alene de somalilandske myndigheder, der skal træffe den beslutning,« siger senioranklager Søren Harbo.

Han forklarer desuden, at Omer Muse flere gange har ytret, at han ikke ønsker at komme tilbage til Danmark.

»Den danske ambassade har flere gange besøgt ham dernede, senest i oktober 2018, og han har i den forbindelse sagt, at han ikke vil samtykke til at blive udleveret til Danmark, ligesom han heller ikke ønskede det tilbage i 2016, da han blev anholdt,« siger Søren Harbo.

Omer Muse siger nu til B.T., at han ønsker at komme til Danmark.

Ifølge ham og hans forsvarsadvokat er det den danske stats ansvar at få den dømte tilbage til Danmark.

»Jeg ville jo rigtig gerne have lov til at besøge min klient, men det har anklagemyndigheden udtalt sig imod og Københavns Byret derfor afvist. Det gør det vanskeligt at hjælpe min klient og lægge et juridisk, politisk og diplomatisk pres på de relevante myndigheder, for at en udlevering kan ske. Jeg kan kun tale med ham på en dårlig telefonforbindelse, hvilket er en så begrænset adgang til effektivt at kunne varetage hans interesser, at det efter min opfattelse strider imod Den Europæiske Menneskerettighedskonvention,« siger Poul Hauch Fenger.

Dermed er Omer Muse ifølge sin danske advokat endt i et ’juridisk ingenmandsland’.

»Det er ikke rimeligt,« fastslår advokaten, der derfor til juni for egen regning har planer om at besøge sin klient i Somaliland.

Ifølge Søren Harbo er der ingen grund til, at staten skal betale for forsvarsadvokatens rejse:

»Vi har tidligere forsøgt at få ham udleveret til strafforfølgning i Danmark. Det afviste Somalilands højesteret og Omer Muse selv. Vi er efterfølgende aldrig blevet bedt om at overtage afsoningen af dommen. Hvis han nogensinde skulle vende tilbage til Danmark for at blive retsforfulgt her, vil det på det tidspunkt være relevant for den danske forsvarer at tale med ham om drabssagen. Indtil da må den somalilandske forsvarer og den danske ambassade varetage Omer Muses interesser i forbindelse med afsoningen af den somalilandske dom.«