Den fjerde landsdækkende radiokanal - i dag kendt som Radio24syv - skal fremover flytte 70 procent af redaktionen til provinsen.

Det er regeringen og Dansk Folkeparti fredag blevet enige om.

'Jeg er sikker på, at en kommende aktør med disse rammer – hvem det end måtte blive – vil fortsætte med at udvikle radiomarkedet til gavn for lytterne,' siger kulturminister Mette Bock (LA) i en pressemeddelelse.

Den kommende indehaver af sendetilladelsen skal dække hele landet. Der er brug for mere diversitet i public service-indholdet, mener regeringen og Dansk Folkeparti, som også står bag medieforliget for de kommende år.

Dansk Folkepartis medieordfører Morten Marinus.
Dansk Folkepartis medieordfører Morten Marinus. Foto: Ólafur Steinar Gestsson
Vis mere

Og det betyder altså, at 70 procent af de redaktionelle medarbejdere på kanalen skal arbejde mindst 110 km fra centrum af København.

Det kan lige akkurat lade sig gøre på Sjælland, hvis man slår sig ned i eksempelvis Korsør, men Aarhus nævnes som den oplagte placering.

Dansk Folkeparti var årsagen til, at formuleringerne i udbudsaftalen skulle genforhandles. Partiet ville have antallet af flyttede medarbejdere og kilometer-afstanden til hovedstaden sat yderligere op.

'Vi er umanerligt glade for omsider at få kanalen i udbud. Vi mener, der er stort behov for en taleradio, der har og tager sit udgangspunkt i provinsen. DR's P1 ér allerede i København. Så er det godt, at der i fremtiden kommer en radio, der ser på Danmark og København udefra og ind i stedet for kun den anden vej,' siger Morten Marinus, medieordfører for Dansk Folkeparti, i en pressemeddelse.

Kulturminister Mette Bock er medlem af Liberal Alliance.
Kulturminister Mette Bock er medlem af Liberal Alliance. Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Regeringen og Dansk Folkeparti glæder sig over, at der er fire til fem virksomheder, der har sagt, at de forventer at ville byde på kanalen.

Deriblandt er et til lejligheden dannet konsortium af syv mediehuse fra provinsen: Jysk Fynske Medier, Herning Folkeblad, Skive Folkeblad, Sjællandske Medier, Lolland-Falsters Folketidende, Flensborg Avis og Radio ABC.

Hos Berlingske Media, der i dag driver kanalen sammen med PeopleGroup, forholder man sig derimod afventende. Koncernchef Anders Krab-Johansen kalder processen for 'uskøn'.

»Vi har noteret os, at han man har flyttet målstolpen igen, og vi bliver nødt til at se udbudsmaterialet igennem, før vi tager stilling til sagen. Vi skal vurdere, om vi med de rammer kan fortsætte med at give et grundlag for Radio24syv, så kanalen kan fortsætte med at levere den samme gode kvalitet,« siger koncernchef i Berlingske Media Anders Krab-Johansen til B.T.

Udbudsmaterialet ventes offentliggjort tirsdag i den kommende uge.