Finansmanden Klaus Riskær Pedersen har nu indsamlet over 20.000 vælgererklæringer.

Det betyder, at hans parti med stor sandsynlighed bliver det 12. parti på stemmesedlen til folketingsvalget i år.

Det bekræfter Økonomi- og Indenrigsministeriet overfor TV 2.

20.109 erklæringer er der indsamlet, men fordi de ikke endnu ikke er overdraget til ministeriet, så kan man endnu ikke sige, om han er officielt opstillingsparat.

Det tog ikke mere end tre og en halv måned for Klaus Riskær Pedersen at indsamle vælgererklæringerne.

Med pladsen på stemmesedlen følger også en plads, når valgdebatterne for alvor sættes i gang.

Riskær er straffet for økonomisk kriminalitet og blev i 2008 dømt for bedrageri af særlig grov beskaffenhed samt mandatsvig.

Han blev idømt seks års ubetinget fængsel og mistede samtidig retten til at stifte og være direktør for eller bestyrelsesmedlem i selskaber de følgende fem år.

Tidligere folketingspolitiker Søren Pind skrev for nyligt på Twitter, at han ikke vil støtte dem, der har på sinde at godkende Klaus Riskærs valgdeltagelse.

»Jeg synes, det er pinligt at høre på. Han skal tage sig sammen og beskæftige sig med sit nye job i stedet for at blande sig i noget på en helt upassende måde. Det er bare et lille råd. Det tjener ikke hans politiske eftermæle, det der,« svarede Klaus Riskær Pedersen igen, da B.T. talte med ham 13. februar.