Som blot 19-årig vandt britiske Michael Carroll den helt store lottogevinst på 80 millioner kroner.

I dag er pengene væk – brugt på prostituerede, endeløse baner af kokain, et landsted med swimmingpool og jacuzzi, dyre biler og en villa i Spanien – og alligevel har Michael Carroll aldrig været lykkeligere.

I denne uge fandt den britiske tabloidavis The Sun ham i en lille by i det nordlige Skotland. Her arbejder han i dag som skovhugger og kulslæber for 80 kroner i timen.

Han ejer ikke en eneste bil. Landstedet i Norfolk er også fortid. Og kontoen bugner heller ikke længere.

Foto: SWNS/Ritzau Scanpix
Vis mere

»Livet handler ikke kun om penge. Det lyder fuldstændig skørt, men jeg har aldrig været lykkeligere, end siden jeg begyndte at arbejde igen. At gå fallit var det bedste, der kunne ske for mig, og tro mig, jeg havde det sjovt imens,« siger han til avisen.

Det tog ham 13 år at bruge pengene. Han holdt blandt andet gigantiske fester til 400.000 kroner en gang om måneden – og selv om der ikke er råd til det længere, er han ikke det mindste bitter.

»Folk spørger mig ofte, hvordan det føles at have tabt alle de penge. Jeg svarer dem, at jeg ikke har tabt dem – jeg har brugt dem,« siger han.

Michael Carroll nyder i øvrigt godt af en lille fordel ved sit nye job, hvor han slæber kul: Han er oftest for beskidt i ansigtet, til at folk umiddelbart kan se, at det er ham, der engang vandt den helt store lottogevinst.