Du står med favnen fuld af tøj i H&M og skal til at betale de næsten 1.000 kroner, som tøjet løber op i.

Men det er ikke slut her. Du skal også lægge tre kroner for hver bærepose, du vil fragte dit tøj hjem i.

Af klimamæssige hensyn har H&M nemlig siden oktober taget penge for plastikposerne. Penge, der bliver doneret til WWF Verdensnaturfonden.

Men selvom du bidrager til bevarelse af naturen, så er det ikke alle H&M-kunder, der synes om at punge seks kroner ud for to poser, når de allerede har lagt masser af penge i den svenske tøjkædes pengekasse.

Både på H&M's Facebook- og Trustpilot-side brokker flere kunder sig over at skulle betale for poserne, der hidtil har været gratis.

En af dem er 63-årige Rita Pedersen.

»Det er gået over gevind, og jeg blev simpelthen så harm. Så vil de have, at jeg skal gå ude på parkeringspladsen med mit nye undertøj? Hvad er det næste? At man skal have en skål med ned til slagteren?« siger Rita Pedersen til B.T.

H&M's poser koster enten én, to eller tre kroner afhængig af størrelse, og ud over at indsamle penge til WWF har tiltaget det formål, at færre kunder vil købe plastikposerne. På den måde bliver miljøet skånet.

Men det er ikke argument nok for at tage penge for bæreposer, mener Rita.

»Jeg kan godt forstå, at vi skal passe på miljøet, og at vi skal spare på vores bæreposer. Det er jeg med på. Jeg vil gerne være med til at spare, men jeg vil også gerne leve.«

»Så må de jo lave nogle mere bæredygtige poser selv. Det kan ikke være rigtigt,« siger hun.

Da hun i starten af december stod ved kassen i H&M i storcentret BIG og fik prisen på en pose at vide, blev hun forarget.

»Nej, det vil jeg ikke betale,« sagde hun.

Men så kommer ekspedienten med et lille trick.

»Du kan bare bede om en gaveæske,« siger ekspedienten.

Gaveæsken var tilmed en 'lille papirspose med blomster på', som Rita så kunne få med.

Helt og aldeles gratis.

Rita får selskab af flere andre kunder på Facebook og Trustpilot, der tager afstand fra H&M's tiltag, men der er også dem, der bifalder det.

De Konservatives politiske ordfører, Mette Abildgaard, skrev i slutningen af oktober et opslag, efter hun havde været i H&M.

'Skulle købe babysokker i @hm i dag og opdagede, at de har indført betaling for deres plastikposer! Fedt mand! Godt initiativ, der virkelig mindsker unødigt plastikforbrug!,' skrev politikeren.

H&M er ikke de eneste i dansk detailhandel, der tænker i bæredygtighed, når det kommer til bæreposer.

Flere supermarkeder har eksempelvis udskiftet deres plastikposer med såkaldte bioposer, der opløser sig selv i naturen.

Selv understreger H&M, at kunderne har taget rigtig godt imod den nye plastikpose-politik.

'Vi er rigtig stolte af, at vi med dette initiativ kan være med til at sætte et vigtigt emne på dagsordenen, og selvom forandringer ofte kræver tilvænning, så er vi er overbeviste om, at betaling for poser er det eneste rigtige i forhold til at reducere mængden af poser generelt,' oplyser Mia Møgelgaard, der er ansvarlig for bæredygtighed i H&M Danmark, til B.T.