Astralis har søndag aften gjort det, intet hold har formået før. Vundet ESL Pro League Season 8 og dermed også den eftertragtede Intel Grand Slam. Historisk!

De danske verdensstjerner har været helt uovervindelige gennem ESL Pro League, der har været afholdt i Odense hele ugen - for ikke at snakke om hele 2018.

Kun ét map havde Astralis afgivet inden aftenens finale mod verdens tredjebedste hold, amerikanske Liquid.

Har startede Astralis med at tabe det første map, som de ellers selv havde valgt. Og så begyndte et hjemmebanekompleks at lure i kulissen. Men Astralis gjorde efter første map kort proces.

Nicolai 'dev1ce' Reedtz.
Nicolai 'dev1ce' Reedtz. Foto: Cooper Neill
Vis mere

Først snuppede de Liquids map, inden de bagefter gjorde rent bord og snuppede map tre og fire. Dermed nåede de de tre maps, som det var krævet for at vinde turneringen, der blev afholdt i Odense foran 10.000 danske fans.

Men sejren opnår Astralis også fire turneringssejre i ni forsøg, når det gælder turneringer arrangeret af enten ESL eller DreamHack. Det udløser en præmiesum på hele 1 million dollars - knap 6,6 millioner kroner - og det har intet hold formået at gøre før Astralis.

For at gøre bedriften lidt frækkere bliver gevinsten udbetalt i guldbarrer - i hvert fald er det sådan, det er blevet fortalt udadtil.

Men det er ikke alt, Astralis tager med sig fra Odense. Udover de 1 million dollars i præmiesum fra Intel Grand Slam, fik de også 250.000 dollars i gevinst for sejren ved ELS Pro League Season 8. I alt altså knap 8,3 millioner kroner.

Peter 'dupreeh' Rasmussen.
Peter 'dupreeh' Rasmussen. Foto: Cooper Neill
Vis mere

Samtidig fik Astralis også sat en stopper for det kompleks, der muligvis hvilet over det danske hold. Begge gange de har spillet ved Blast Pro Series i København, er det nemlig ikke lykkedes at vinde på hjemmebane - men det fik de gjort bugt på med sejren i Odense.

Dermed er det helt sikkert, at Astralis slutter kalenderåret på den førsteplads på verdensranglisten, de har domineret siden foråret.

Men det er ikke sidste gang i 2018, at de danske spillere skal i aktion. Allerede på fredag er Astralis at finde i Portugal, hvor de skal deltage i Blast Pro Series Lissabon.

Konceptet Blast Pro Series er i øvrigt ejet af de samme, som står bag Astralis - RFRSH.