Han havde i forvejen 14 mindre domme bag sig og en betinget udvisning.

Og i august i år skruede Københavns Byret bissen på og udviste i en opsigtsvækkende dom den 31-årige A. til Tyrkiet, selv om han er født og opvokset i Danmark som tredjegenerationsindvandrer.

Byretten mente, at en dom på »kun« fem måneders fængsel for at have båret en lille kniv og især at sælge omkring 250 gram hash på Christiania skulle være nok til at udløse en udvisning.

Hidtil har danske myndigheder som udgangspunkt ellers haft et års ubetinget fængsel som rettesnor for, hvad der mindst skal til for at udløse udvisning. Dog afhængigt af sagens konkrete omstændigheder. Herunder ikke mindst den dømtes fortid og om der har været tale om personfarlig kriminalitet.

Men nu har Østre Landsret underkendt byrettens skrappe udvisningsdom og ladet A. slippe med en advarsel. En afgørelse, som hans forsvarer - advokat Jesper Storm Thygesen - finder vigtig.

»Hvis landsretten havde stadfæstet byrettens dom om, at min klient skulle udvises, havde det været en markant skærpelse af den allerede skærpede praksis, som vi har set i 2018. I så fald havde det været den hidtil mest markante sænkelse af barren for udvisning,« lød det fra ham til B.T. uden for retslokalet lige efter, at en enig domsmandsret havde besluttet at lade 31-årige slippe med endnu en advarsel i forhold til udvisning.

Til gengæld blev selve fængselsstraffen skærpet fra fem måneder i byretten til seks måneder i landsretten.

»Det her har været en lærestreg for míg det her. Det bliver sidste gang, hvis jeg slipper for at blive udvist,« forsikrede A. i retten foran dommere og domsmænd.

Ved domsafsigelsen lød det fra retsformanden:

»I forhold til udvisning har vi foretaget en afvejning af forskellige interesser. Vi har lagt til grund, at du er opvokset i Danmark, og vægtet summen af dine livsinteresser i Danmark. På den anden side er du nu igen dømt for våben og lov om euforiserende stoffer, og du er tidligere betinget udvist. Men vi har også lagt vægt på, at du er helt uden forudsætninger for at etablere et privatliv i Tyrkiet. Derfor har vi i den samlede afvejning vurderet, at den begåede kriminalitet og din tidligere kriminalitet ikke er tilstrækkeligt til, at det ikke vil være uforholdsmæssigt at udvise dig af Danmark.«

Den nu 31-årige A. er født og opvokset i Danmark, men formelt tyrkisk statsborger. Hans farfar kom til Danmark som gæstearbejder i 1968, og hans far kom nogle år senere hertil som barn sammen med sin mor og sine søskende.

Faderen gik på den samme skole på Nørrebro i København, hvor A. også tilbragte sine folkeskoleår.

A. skulle selv have søgt om dansk statsborgerskab som 18-årig, men som stor teenager fik han et par bøder og færdselssager, som gjorde det umuligt for ham at få det danske pas, der ellers ville have været en formssag.

Han har hovedsagelig levet af kontakthjælp, og efter faderens død i 2009 har han sin mor og sine søskende tilbage som nærmeste familie i Danmark. Han har ikke nogen kontakt med sin mors tilbageværende familie i Tyrkiet.