Yes! Endelig føles 'Klovn' som i de gode gamle dage. Efter en ujævn sæson med op- og nedture rammer afsnit syv den helt rette stemning med stærke referencer til dengang, Frank sked i en kattebakke.

Det begynder noget så perfekt åndssvagt som med en have-trampolin.

'Klovn' har altid været bedst, når små ting udvikler sig til hverdagskatastrofer, og i 'Dobbelt dip'-afsnittet har Casper Christensen og Frank Hvam fundet på den mest geniale lille historie.

Frank har fået en have-trampolin, og på klassisk Frank-manér går han op i, at trampolinen står helt plan på græsplænen. Ind fra højre kommer et nyt lesbisk nabopar, som Frank straks bliver uvenner med, og så er vi ligesom i gang.

Frank på sin havetrampolin.
Frank på sin havetrampolin. Foto: TV 2 / DANMARK © (copyright TV 2)
Vis mere

Opbygningen af afsnittet er virkelig godt skruet sammen med tre små spor: Franks krig med en far fra børnenes skole, Caspers åndssvage 'effort'-gave til Aqua-Lene og så hovedplottet omkring Franks nye lesbiske naboer.

Det er jo sygt underligt, at den ene af naboerne sætter sig ud i haven for at tisse. Alle ville ligesom Frank glo dumt, hvis der pludselig sad en kvinde på hug med trusserne nede midt ude på en græsplæne, så da kvinden føler sig krænket, er man på Franks side.

Et af de mest legendariske 'Klovn'-øjeblikke er, da Frank i sæson tre skider i en kattebakke. 'Dobbelt dip' er klart en reference til dengang, men i stedet for en sølle kopi tages det denne gang til et nyt niveau.

Selvfølgelig kan man ikke true Frank med at lægge en lort på hans stuegulv, uden at han går i baglås.

Frank indleder krig med en anden far fra børnenes skole.
Frank indleder krig med en anden far fra børnenes skole. Foto: TV 2 / DANMARK © (copyright TV 2)
Vis mere

Casper fortæller Frank om et særligt 'bøsseslik', og straks ser Frank et stort homoseksuelt plot imod sig, da en politimand er på besøg for at inspicere have-trampolinen, der ifølge naboerne står alt for tæt på hegnet.

Igen genialt, at Franks stædighed bliver til en diskussion med ordensmagten om hatecrime.

Afsnittet er fyldt med så mange små sjove ideer, at det hurtigt kan komme til at fylde alt for mange linjer i denne anmeldelse:

Franks 'dukker'-udtryk, Caspers aftale med rengøringskonen om, at hun ikke må kigge ham direkte i øjnene, de to midaldrende mænd, der er begyndt at ungdomstræne i parken med fuldt løbesæt.

Frank og Casper øver 'dobbelt dippet'.
Frank og Casper øver 'dobbelt dippet'. Foto: TV 2 / DANMARK © (copyright TV 2)
Vis mere

Højdepunktet – og måske syvende sæsons allersjoveste øjeblik - er, da Frank, efter at have lagt en lort på sit eget stuegulv, går i panik foran politiet og indrømmer, at han er gået over stregen i sin kamp mod de lesbiske.

Da han ynkeligt råber: »Mia, jeg er bange for, at jeg har skidt inde på gulvet,« grinede jeg for første gang i denne sæson for alvor.

At Casper samtidig har hovedet så langt oppe i sin egen bagdel, at han med politiet som vidne går amok på Frank over at have byttet 'Mærsk'-maling ud med proletarisk 'Flügger'-maling, gør kun situationen endnu mere perfekt grotesk.

Øjeblikket, da Casper og Frank bruger deres træningsmetode – 'dobbelt dippet' – til at kunne skide inde på stuegulvet, er også virkelig sjovt fundet på, og sådan kan man blive ved.

Klart syvende sæsons bedste afsnit. Lad os håbe, de holder niveau.

LÆS OGSÅ ANMELDELSER AF AFSNIT 1, AFSNIT 2, AFSNIT 3, AFSNIT 4, AFSNIT 5, AFSNIT 6.

Frank lurer på de nye lesbiske naboer.
Frank lurer på de nye lesbiske naboer. Foto: TV 2 / DANMARK © (copyright TV 2)
Vis mere