Holstebro Byråd har blåstemplet, at kommunens skolebørn må lære at binde muslimske tørklæder.

Det skete under byrådsmødet tirsdag aften, hvor byrådet debatterede en sag, som har verseret siden juni, hvor skoleelever fra 0.-3. klasse fra Holstebro Friskole var på besøg i boligområdet Trekanten, hvor en stor del af beboerne er indvandrere.

Her deltog børnene i et kulturelt arrangement, hvor der var mange forskellige ting på tapetet. Børnene kunne - blandt mange andre ting - lære at binde et muslimsk tørklæde.

Og det synes Søren Olesen, byrådsmedlem for Dansk Folkeparti i Holstebro, var en pure dårlig ide.

»Jeg synes simpelthen ikke, at små børn skal lære det i skolen. Tørklædet er en beklædningsgenstand, der bruges til at undertrykke kvinder. Hvordan skal små børn forholde sig til det? Det kan jeg ikke se, de kan,« siger han.

Men det er jo børn ned til seks-syv år. De har vel bare bundet et tørklæde og så ikke tænkt videre over det.

»Ja, og her hopper kæden af.«

Nå?

»Jo, fordi hvorfor skal børnene ikke fortælles om tørklædet? Hvorfor skal de ikke høre om, at muslimske kvinder tager det på, fordi de ikke må vække interesse hos mænd? Man bør tage hele aspektet med, og det er ikke med her,« siger Søren Olesen.

Skoleleder på Holstebro Friskole Nina Stilling er glad for, at skolens små klasser tog af sted til Trekanten og fik et indblik i andre kulturer.

»Vores egne børn havde lært at danse folkedans, og så fik de nogle af de andre børn til at danse med. Det synes jeg er et godt eksempel på god kulturudveksling,« siger hun.

Kunne man ikke have talt med børnene om tørklædet og den betydning, det har - eller som Søren Olesen mener, det har?

»Vi vidste ikke, at børnene kunne få lov at binde tørklæde, da vi tog derud. Men når det er sagt, så kan jeg faktisk godt se hans pointe om, at tørklædet ikke bare er et stykke stof. Jeg var for nylig i England med 7. og 8. klasserne, hvor vi talte om netop tørklæder og den betydning, som det har.«

»Vi tager gerne derud igen, hvis vi får muligheden. Jeg er ærlig talt paf over den reaktion, som det har medført,« siger Nina Stilling.

Borgmester Hans Christian Østerbye (S) bakker skoleleder Nina Stilling op. Han mener ikke, at man skal tage tørklædedebatten med de mindste skoleklasser.

»Vi kommer til at lægge en voksen-debat ned over hovedet på dem. Det er der ingen grund til i den alder. Den debat, synes jeg til gengæld, er en helt naturlig ting i de større klasser.«

»Jeg mener, at det er den frihed, som skolerne har under folkeskoleloven. Jeg har fuld tillid til, at lærerne lever op til det. Det, synes jeg også, har været tilfældet her,« siger han.

Dansk Folkepartis udlændingeordfører, Martin Henriksen, hørte om sagen allerede i juni og gav sig straks i kast med at spørge ministeren til, om skolen skulle fratages sin støtte fra staten. Men sådan blev det ikke.

'Det at interessere sig for muslimske traditioner er ikke uforeneligt med demokratiske værdier og friskolelovens krav om at forberede eleverne til at leve i et samfund som det danske med frihed og folkestyre,' skrev undervisningsminister Merete Riisager (LA) i et svar til Martin Henriksen.