Endnu et bevis på den massive plastikforurening i havene er bogstavelig talt skyllet i land i den Dominikanske Republik.

På Playa Montesinos i Den Dominikanske Republiks hovedstad, Santo Domingo, blev der i lørdags optaget en video, der viser en gigantisk bunke skrald vugge i takt med bølgernes slag mod kysten. Skraldet, som primært består af plastikflasker, plastdunke og plastposer, strækker sig over et kæmpeareal flere meter ud i vandet og et godt stykke ned ad stranden.

Videoen blev optaget og siden uploadet på Instagram og Facebook af NGO’en Parley, der kæmper for en plastikfri verden, og siden er den blevet delt og kommenteret tusindvis af gange. I teksten til videoen skriver organisationen, at flere end 500 personer fra militæret, bystyret samt offentligt ansatte side om side var mødt op i lørdags for at komme de massive plastikmængder til livs.

»Efter tre dages oprydning har vi indsamlet mere end 30 tons plast, men der er stadig et stort arbejde, der skal gøres,« står der i opslaget fra Parley.

Producerer mere skrald

Hvor de store mængder plastik stammer fra, melder opslaget på Instagram ikke noget om. Dog skriver mediet lds.org, at man under en lignende oprydningsindsats for nogle år siden fandt frem til, at dele af skraldet stammede fra et cruise-skib.

Samtidig tyder noget på, at befolkningen i Santo Domingo generelt er blevet bedre til at producere skrald. En undersøgelse foretaget af det statslige statistikkontor viste i 2016, at der på 11 år var sket en stigning på 21 pct. i mængden af skrald. I 2005 producerede befolkningen 993.882,80 tons skrald. I 2016 var det tal steget til 1,3 millioner tons. Størsteparten af skraldet blev dog fragtet på nationale lossepladser, skriver The Dominican Today.