Den sjællandske rigmand, Henrik Frederiksen, har udvidet sit hotelimperium med det kendte Havreholm Slot. Og han har store planer for Inge Corells tidligere nordsjællandske højborg, som han drømmer om at bringe tilbage til fordums storhedstid, fortæller han til B.T.

»Havreholm har jo haft sin storhedstid for mange år siden, og så har der jo stort set været stille omkring det i mange år. Og man kan se på stedet, at det trænger til en ansigtsløftning,« siger den 74-årige mangemillionær, der blev landskendt, da han for tre år siden solgte ud af sin kæmpestore veteranbilsamling, som blev vurderet til at være en af Europas største.

Dengang havde Henrik Frederiksen lige mistet sin kone Vivi Henriksen, der var tidligere enke efter den kulørte, afdøde skibsreder Per Henriksen. Henrik Frederiksen boede dengang på det smukke gods Lyngsbækgaard på Djursland og lagde ikke skjul på, at han var trist over sit store tab.

Men siden har meget ændret sig. Henrik Frederiksen solgte sidste år Lyngsbækgaard for at flytte til nordsjællandske Hellebæk. Og kærligheden har han også fundet igen. Han er blevet gift med kunsthandleren Susanne Risom, der driver et galleri i Hornbæk.

Og det er også en af grundene til købet af Havreholm Slot, der drives som hotel:

»Det er så at sige for at trække flere kunder til det område, vi er aktive i,« siger han med henvisning til, at han også ejer Hotel Bretagne i Hornbæk.

Henrik Frederiksen delte passionen for veteranbiler med sin afdøde kone, Vivi Henriksen. Hans nye kone, Susanne Risom, er dog også begejstret for de gamle køretøjer, og parret nyder de få biler, som Henrik Frederiksen har tilbage.
Henrik Frederiksen delte passionen for veteranbiler med sin afdøde kone, Vivi Henriksen. Hans nye kone, Susanne Risom, er dog også begejstret for de gamle køretøjer, og parret nyder de få biler, som Henrik Frederiksen har tilbage. Foto: Henning Bagger
Vis mere

I alt ejer han nu fire hoteller, da han med sin tidligere kone også fik investeret i hotellerne Molskroen og Molskroen Strandhotel på Djursland.

At være ’hotelkonge’ var dog ikke noget, der lå lige for for Henrik Frederiksen. Han voksede op i Virum nord for København, indledte sin karriere som elev i Matas og blev som kun 27-årig selvstændig materialist. I de efterfølgende år købte han yderligere otte Matas-forretninger, og da Matas i 2007 blev solgt til en britisk kapitalfond, var Henrik Frederiksen blandt de største aktionærer.

Efterfølgende fik en række heldige investeringer under finanskrisen hans formue til at svulme.

»Jeg er såmænd amatør, hvad angår hoteller. Jeg har ikke haft noget at gøre med det tidligere. Men efterhånden har man lært det på den hårde måde,« siger han og fortæller, at han primært har købt Havreholm Slot for at sikre dets overlevelse:

»Jeg gør det ikke så meget for pengenes skyld, men jeg gør det af lyst. Måske fordi jeg ikke kan lade være. Jeg kan godt lide at få tingene til at blomstre igen,« siger han og tilføjer:

»Jeg synes da, det er dejligt at se, at noget bliver sat i stand frem for, at det bliver revet ned og forsvinder.«

Inge Correll drev i mange år Havreholm Slot, hvor man blandt andet kunne lære lidt om takt og tone.
Inge Correll drev i mange år Havreholm Slot, hvor man blandt andet kunne lære lidt om takt og tone. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Havreholm Slot havde især sin storhedstid fra 1980’erne til begyndelsen af 00’erne, hvor det var ejet af ’takt og tone’-eksperten Inge Correll. Hun gik konkurs med slottet i 2009. En investor sørgede for, at Correll kunne fortsætte driften. I 2011 valgte hun dog at forlade slottet.

Henrik Frederiksen vil fremover fortsætte med at drive Havreholm som hotel- og konferencecenter, og det skal ske sammen med hans kone. Parret overtager slottet den 1. oktober, og derefter vil det gennemgå en grundig renovering.