Da Nicolai Boilesen i sommeren 2016 skulle finde en ny klub efter syv år i Ajax Amsterdam, var Brøndby IF slet ikke et tema for venstrebacken.

I stedet blev han overbevist af Ståle Solbakken om at tage til FC København. Det fortæller han i et interview med mediet Dontt.dk.

Nicolai Boilesen har en fortid i Brøndby IF. (Foto: Liselotte Sabroe/Scanpix 2017)
Nicolai Boilesen har en fortid i Brøndby IF. (Foto: Liselotte Sabroe/Scanpix 2017) Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

»Det der med at ’komme hjem til Brøndby’… Jeg ved ikke, hvor det kommer fra. Brøndby var dengang et logisk valg, da jeg som 13-årig tog den klub, der var tættest på. Jeg har aldrig set Brøndby som min klub. Det har heller ikke rørt mig, at Brøndbys fans har buhet lidt. Brøndbys fans er sgu ikke så skræmmende, selvom de kaster med rotter. Men nej, jeg har aldrig overvejet Brøndby,« siger Nicolai Boilesen med henvisning til kampen mellem FCK og Brøndby i sidste sæson, hvor en Brøndby-fan havde kastet en rotte ned mod FCK's spillere.

Boilesen har ellers fået en stor del af sin fodboldopdragelse i Brøndby IF: Fra han var 13 år til han fire år senere skiftede til Ajax Amsterdam, repræsenterede han vestegnsklubben.

Men det var åbenbart småt med blå-gule følelser i Boilesens fodboldhjerte efter syv år i Amsterdam.

En ærlig Nicolai Boilesen sætter i videoen øverst ord på sit ophold i Ajax Amsterdam, som både havde sine op- og nedture

Boilesen siger nemlig, at beslutningen om at vælge FCK som ny klub tilbage i august 2016 kom naturligt, da han ser klubben som den største i Superligaen.

»Nej. Jeg kiggede ikke på tabellen, da jeg skiftede. Jeg ved, hvor hurtigt det går i fodbold. FC København er med afstand den største klub i Danmark. Så selvfølgelig var der kun FCK for mig, hvis jeg skulle hjem til Danmark,« siger han.

Nicolai Boilesen føler sig på ingen måder som Brøndby-mand. (Foto: Liselotte Sabroe/Scanpix 2017)
Nicolai Boilesen føler sig på ingen måder som Brøndby-mand. (Foto: Liselotte Sabroe/Scanpix 2017) Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Nicolai Boilesen, som har 15 danske landskampe på cv’et, havde en svær start hos de danske mestre, men han har i denne sæson spillet sig til en fast plads på holdet, hvor han er blevet en af lederne på og uden for banen.

Det skal den 26-årige Ballerup-dreng igen vise, når FCK mandag aften i Parken mod FC Helsingør skal forsøge at holde trit med top-3-holdene, som lige nu er et godt stykke foran københavnerne, som har haft en svingende sæson i Superligaen.

FCK må til det opgør undvære deres to bedste målmænd, da både Robin Olsen og nu også Stephan Andersen er blevet skadet. Læs mere om det her.