Et rødt kort hjalp Brøndby på vej, men 4-1-sejren over Silkeborg grundlagde alligevel fortsatte titeldrømme på Vestegnen.

De første 45 minutter vil de nok helst glemme. Med rette. For det var ikke kønt eller fyldende. Og så havde en af deres egne endda bragt gæsterne i front.

Brøndby-lejesvenden Gustaf Nilsson prikkede nemlig bolden ind til en Silkeborg-føring efter blot otte minutter, og så havde hjemmeholdet et bjerg at bestige. Eller rettere en bus, der skulle hentes. Og det blev den på 13 gyldne i minutter i anden halvleg, hvor alt gik Brøndbys vej.

I denne sæson står Superligaens mesterskabsræs åben på vid gab, og det har man noteret sig i Brøndby. Selvfølgelig har man det.

 
Efter en målrig anden halvleg vandt Brøndby 4-1 over Silkeborg i 12. spillerunde af Superligaen.
Vis mere

Generelt har denne sæsons mesterskabsbus været mere ustadig end 2A på en kold efterårsdag på Frederikssundsvej. Og denne søndag var der da også slinger i valsen for Brøndby-bussen, indtil Silkeborgs Sammy Skytte blev udvist kort før pausen.

På 13 minutter scorede Brøndby fire mål – og så var man ombord på bussen igen. Titeldrømme er noget, man taler om i Brøndby-truppen.

»Det er jo spændende. Det er helt klart noget, vi taler om. Vi synes, det er fedt. Vi taler om, det er meget vigtigt, at vi er skarpe i kampe som den her. Vi holder os oppe i toppen. Vi så FCM vinde over Sønderjyske, FCN kæmpede lidt med det lørdag. Vi ved, det handler om at være skarpe,« lyder det fra Brøndby-midtbanemanden Christian Nørgaard, der glæder sig over det åbne ræs.

 
Simon Tibbling scorer et fantastisk mål! 4-1 til Brøndby mod Silkeborg.
Vis mere

»I starten synes jeg, det var, fordi ingen rigtigt havde fundet formen. Først troede man, at FCN fandt formen, men så smed de point i for mange kampe i streg. Vi var selv ustabile sammen med FCK, der fik en dårlig start. Nu er det som om, at alle har fundet rytmen, og nu handler det om, hvem der er ombord på bussen. Den kører nu, og alle kan kæmpe om plads i den.«

»Målet er at være med fremme til foråret, når vi skal i gang med slutspillet, og det tror jeg bestemt også, at vi kan. Sidste år var der for langt op (til FCK, red.). Det er meget mere jævnbyrdigt mellem flere hold, og det ser jeg bare frem til.«

’Umodent og dumt’

I Silkeborg-lejren ærgrede man sig over kollapset i anden halvleg, der kom, efter gæsterne blev en mand i undertal. Unge Sammy Skytte fik sit andet gule kort på en tackling på Christian Nørgaard.

»Det var umodent, og det var dumt. Jeg tænkte, at jeg godt kunne nå bolden, men når jeg har et gult kort i forvejen, skulle jeg ikke have gjort det. Men det er der desværre ikke noget at gøre ved nu. Brøndby går til den, og de kommer på banen for slås. Vi slås med dem, og jeg var måske for ivrig i den situation,« forklarer Skytte om situationen.

 
Brøndby er foran 2-1 mod Silkeborg efter to mål på tre minutter.
Vis mere

Brøndbys tyske træner Alexander Zorniger ville ikke høre tale om et udslagsgivende rødt kort. Han ville hellere snakke om de to udskiftninger, han foretog i pausen, da Kasper Fisker og Jan Kliment blev flået ud efter en dårlig første halvleg.

»Første halvleg var slet ikke god nok. Det var tydeligt, vi måtte ændre noget i pausen, og det gjorde vi så. Jeg synes, at Jan Kliment har gjort det godt hidtil i sæsonen, men han har kæmpet i de seneste to kampe. Kasper Fisker har sammen med Christian Nørgaard været den spiller med bedst balance i sit spil, men i dag kæmpede de begge med spillet og skiftede dem ud. Det var udslagsgivende for sejren. De er selvfølgelig skuffede over ikke at spille, men jeg er ansvarlig for holdpræstationen og ikke for en individuel spillers ’welness-faktor’,« lyder det fra tyskeren, der kun var tilfreds med 25 gode minutter i anden halvleg.

 
Silkeborg har bragt sig foran mod Brøndby efter 8. minutter.
Vis mere

Men det var også nok til, at Brøndby kunne nå bussen. I hvert fald for nu.