Tom Dumoulin kørte en fremragende enkeltstart og erobrede tirsdag den lyserøde førertrøje fra Nairo Quintana.

Ingen kunne hamle op med tempospecialisten Tom Dumoulin (Sunweb), som vandt tirsdagens enkeltstart i overlegen stil.

Dumoulin var inden sejren på 10. etape nummer tre i den samlede stilling og haltede 30 sekunder efter Nairo Quintana (Movistar) i den lyserøde førertrøje.

Tirsdagens enkeltstart bød på 39,8 kilometer i kuperet og smukt terræn fra Foligno til Montefalco.

Quintana, som havde snuppet føringen i Giroen på søndagens bjergetape, havde ikke et stort nok forspring til, at colombianeren kunne forsvare trøjen i kampen mod uret.

Quintana endte med at tabe næsten tre minutter til Dumoulin og er nu 2 minutter og 23 sekunder efter den førende hollænder.

Geraint Thomas (Sky) kørte også en flot enkeltstart og endte som nummer to, efter at han søndag fik slået sin skulder af led på grund af et styrt.

Briten var 49 sekunder langsommere end Dumoulin, som smadrede al modstand og nu bejler alvorligt til den samlede sejr i Giroen.

Nummer tre på etapen blev Bob Jungels (Quick-Step), som tidligere har båret førertrøjen, men tirsdag heller ikke kunne besejre Dumoulin.

Thibaut Pinot (FDJ) havde håbet på at vinde tid på enkeltstarten, men franskmanden havde ikke en god dag og tabte i stedet dyrebare sekunder i det samlede klassement.

/ritzau/