Hvis det stod til instruktøren Martin Miehe-Renard, var der kommet en femte sæson af hans elskede julesucces Pyrus.

Men den drøm blev spoleret af ingen ringere end Bubber, påstår han.

I podcasten ‘Det’ sørme, det’ sandt, det’ julekalender’ går Pyrus-instruktøren direkte i flæsket på Niels Christian Meyer – bedre kendt som Bubber – som i perioden var TV 2s børne- og ungdomsredaktør.

»Det var ærgerligt, for jeg havde gerne set, at det havde været den sidste Pyrus. Det havde været en smuk afrunding på det hele,« siger Martin Miehe-Renard.

Ifølge ham skulle Pyrus have haft en afsluttende sæson med bibelske fortællinger og fokus på moral og etik.

Men projektet blev droppet, da Bubber ifølge instruktøren stjal hans idé:

»Det eneste, han brød sig om, var det, han selv lavede. Det endte også med, at han stjal ideen og lavede Jesus & Josefine i stedet for,« siger han bramfrit.

Desuden har julekalenderinstruktøren ikke mange roser til overs for Bubbers tid som TV 2-redaktør:

»Det var en frygtelig, frygtelig ødelæggende tid for børne-tv. Jeg siger det rent ud. Jeg hænger ham simpelthen ud her, fordi han var en katastrofe!,« siger instruktøren.

Bubber: 'Han er lidt en stakkel'
Bubber er meget overrasket over anklagerne fra Pyrus-instruktør Martin Miehe-Renard.

»Jeg er lidt chokeret. Jeg ville meget hellere tage sådan en snak face to face end at sidde og høre nogen buldre ud i en podcast så mange år efter. Han har ligeså lidt nosser som nissen Pyrus,« siger han til B.T.

Bubber afviser samtidig beskyldningen om at have planket ideén til Jesus & Josefine.

»Sludder. Det er direkte løgn. Jeg aner ikke, hvad han snakker om! Ligeså snart man laver noget, der bliver en succes, så kommer folk og siger, man har stjålet. Vi var slet ikke interesserede i en sæson mere, og det meldte vi ud længe før.«

Så du kan 100 procent afvise, at du har stjålet hans idé?

»Jeg har ikke anet, hvad han har gået og puslet med. Jeg har ikke snakket med ham. Med al respekt, så har Martin Miehe-Renard jo ikke opfundet Bibelen,« svarer Bubber og fortsætter:

»Vi udviklede Jesus & Josefine fra bunden sammen med Nikolaj Scherfig, Bo Hr. Hansen, Adam Price og Cosmo Film. Det, jeg kom med, var idéen om, at det skulle handle om Jesu fødselsdag.«

»Og helt ærligt: Martin Miehe-Renard er den sidste, man ville stjæle en idé fra.«

Han forstår heller ikke kritikken af sin tid som børne- og ungdomsredaktør på TV 2.

»Jeg aner ikke, hvad han mener. Jeg har fået priser for alt det, jeg har lavet.«

»Det lyder som om, han er lidt af en stakkel og bitter, hvis du spørger mig. Der findes ikke noget værre end gamle sure mænd!«

B.T. har rakt ud til Martin Miehe-Renard, som ikke ønsker at kommentere yderligere.