Flere steder i landet har mandagens nye ejendomsvurderinger kastet besynderlige vurderinger af sig.
Værst er det med grundværdien, som mange steder er så høje, at de kommer med en syngende skattelussing.
Mette Hansen stod tirsdag op til, at hendes 1 hektar store grund i Rønde pludselig var 5,5 millioner kroner værd.
»Hvad fanden skete der lige over natten?« siger Mette Hansen.
Det har ifølge Mette Hansen ingen rod i virkeligheden. Hendes vurdering for 2020 lød også på beskedne 254.000 kroner.
»Sådan en gammel og mager kartoffelmark kan ikke være mere end et par hundrede tusinde kroner værd.«
Selvom det umiddelbart lyder som en glædelig nyhed, at formuen skulle være 20 gange så meget værd, er den nye vurdering forbundet med en seriøs ekstraudgift.
»Som borger føler man sig magtesløs over pludselig at få en økonomisk lussing på 74.000 kroner til næste år, som man ikke engang kan klage over. Det er som at leve i et diktatur.«
Selvom Mette Hansen ved, at hun ikke skal bruge af opsparingen for at betale den ekstra udgift til næste år, betyder det, at hun ikke kan flytte lige foreløbigt.
»På et tidspunkt skal vi sælge, men det her stavnsbinder os til huset. Der er da ikke nogen, der vil købe et hus, hvor man ikke ved, om man har købt katten i sækken.«
På en villavej i Nordjylland Anette Skrøder også og undrer sig.
I hendes område er det kun en femtedel af husene, som har fået den rigtige grundvurdering, vurdere hun.
»På min vej har kun fem huse fået en korrekt grundvurdering på omkring 200.000 kroner, de resterende 22 lyder på over to millioner,« siger Anette Skrøder fra Pandrup og fortsætter.
»Jeg håber ikke, at det ser sådan ud over hele landet.«
Anette Skrøder er bekymret for, hvad de åbenlyse fejl kommer til at have af betydning.
»Hvad er det, de så flot siger: fire ud af fem slipper billigere. Jeg tænker bare på, hvad det kommer til at koste.«
Stod det til Anette Skrøder, skulle skatteminister Jeppe Bruus have ventet med at rulle de nye vurderinger ud, til der var bedre styr på teknikken.
»Jeg bliver bare så gal. Nu har det kostet så mange penge og været forsinket flere gange, og så sender de sådan noget her ud.«
B.T. har forelagt de to boligejeres kritik for Skatteministeriet, der ikke ønsker at kommentere på enkeltsager.
De henviser borgere til at kontakte Vurderingsstyrelsen, hvis der skulle være spørgsmål i forbindelse med den nye ejendomsvurdering.