Godt nok gjorde Caroline Wozniacki og David Lee meget for at holde deres bryllup hemmeligt.

Men efter den store dag har parret i høj grad delt mange glimt,

Især Caroline Wozniacki har offentliggjort mange billeder efter de to den 15. juni gav deres store 'ja' til hinanden, men nu har David Lee også delt et særligt øjeblik.

På sin Instagram-profil har den tidligere basketspiller nemlig delt et billede af de to, der står og kysser, mens solen skinner på dem. Billedet, som kan ses i bunden af artiklen, har medført mange kommentarer.

  • 'Uvirkeligt!'
  • 'I to, altså!'
  • 'Hvilket billede'
  • 'Smukt par. Tillykke!'
  • Hvor er det bare fantastisk. I to fortjener det bedste.'

Sådan lyder blot nogle af reaktionerne, der er kommet efter brylluppet, der blev holdt i italienske Toscana.

Caroline Wozniacki har tidligere delt et billede af den såkaldte 'rehearsal dinner', som er et amerikansk fænomen.

Billeder, der også fik flere supermodeller til at hylde den danske tennisstjerne.

Wozniackis bryllup har trukket overskrifter i hele verdenen, og stille og roligt har hun delt flere og flere små detaljer fra sin weekend.

Blandt andet har det drejet sig om hendes kjoler - i flertal. Foruden en overdådig bryllupskjole, havde Wozniacki også en specialdesignet festkjole til senere på aftenen, som betød meget for hende.

Søndag afslørede hun desuden, at parret allerede inden det store bryllup havde en mindre vielse i starten af bryllupsweekenden på vinslottet Rosewood Castiglion del Bosco.

Efter brylluppet tog parret på en kort bryllupsrejse, men allerede nu er det tilbage til virkeligheden for Caroline Wozniacki.

Mandag aften spiller hun sin første kamp ved turneringen i Eastbourne, inden det om få uger gælder Grand Slam-turneringen Wimbledon.