Caroline Wozniacki voksede op på tennisbanen i Farum, og i dag mænger den danske sportsstjerne sig med nogle af verdens hotteste navne. Og de mænger sig med hende.

»Hun er en superstjerne, og der er ingen tvivl om, at hun bliver inviteret til alt. Hun er kendt i hele verden, og det kan godt være, hun bliver set med de store A-listers, som Serena Williams og Anna Wintour, men de bliver også set med hende.«

Sådan lyder det fra chefredaktøren på det danske modemagasin Elle, Cecilie Ingdal.

I takt med at Caroline Wozniackis tenniskarriere gennem årene er vokset, er graden af berømmelse og mængden af celebre bekendtskaber fulgt med, og det har også åbnet døre ind til en verden af magasinforsider og photoshoots. Caroline Wozniacki er ikke længere bare en sportsstjerne – hun er et superbrand og en figur i kendis- og modeverdenen, og hun er sådan en, man vil ses med.

Caroline Wozniacki og Serena Williams efter en kamp i Herning i 2015.
Caroline Wozniacki og Serena Williams efter en kamp i Herning i 2015. Foto: Claus Fisker
Vis mere

»Folk vil gerne sidde ved siden af hende og snakke med hende, og hun er sådan en, alle vil være i selskab med,« siger pr-agent og caster Elisa Lykke, der blandt andet arbejder med at rådgive flere kendte danskere.

»Uanset hvad jeg caster, er hun altid på drømmelisten. Hun er altid et helt stort A-ønske; når man siger 'Caroline', ved man, hvad man får, og det gør hendes brand fuldstændig ubetaleligt, og det er heller ikke for enhver pris, man får hende med, så hun har sat sin markedsværdi rigtig højt, både i forhold til sponsorer og omgangskreds,« siger Elisa Lykke.

Og Wozniackis omgangskreds tæller bestemt heller ikke hvem som helst.

Hun er forlovet med den tidligere NBA-spiller David Lee, bedste veninder med superstjernen Serena Williams, og så hyggesnakker hun lidt med modedronningen Anna Wintour, chefredaktøren på amerikansk Vogue, i ny og næ. Og nå ja, et slag tennis med den tidligere amerikanske præsident Barack Obama er da heller ikke af vejen – eller en rolle i skuespilleren The Rocks populære serie Ballers for den sags skyld.

Fælles for alle i omgangskredsen er, at det er mennesker, der afspejler Caroline Wozniackis egne værdier, og det er seriøse mennesker, hun omgiver sig med.

»Det er ambitiøse mennesker, hun omgiver sig med, det er velvalgt, og det handler også om, at det er de mennesker, hun klikker med. Jeg tror, det er ret ægte, og dem, man bliver set med, siger også noget om, hvem man er,« siger Cecilie Ingdal og tilføjer, at det samme afspejler sig i de ting, Wozniacki vælger at optræde offentligt ved.

Hun dukker ikke op til alle celebre fester, men udvælger få arrangementer, som når hun deltager ved modeugen i New York.

Det er alt sammen med til at gøre hende til en stjerne, de fleste vil stå i kø for at samarbejde med inden for mange brancher.

Caroline Wozniacki og chefredaktør Anna Wintour under modeugen i New York i 2016.
Caroline Wozniacki og chefredaktør Anna Wintour under modeugen i New York i 2016. Foto: ANDREW KELLY
Vis mere