Han er kendt som Caroline Wozniackis far, der med et fokuseret og dedikeret udtryk har guidet den danske tennisstjerne gennem alverdens turneringer.

Men der er bestemt også sider af Piotr Wozniacki uden for tennisbanen, som verden ikke kender til. Og det er af den mere kække slags.

Det afslører Caroline Wozniacki og Patrik Wozniacki i 'Klædt af mod toppen med familien Wozniacki', som bliver sendt på Dplay og har premiere torsdag. Her kan du læse B.T.s anmeldelse af de første afsnit

Den lille afsløring kommer, da familien skal træne sig til at kunne håndtere ekstrem kulde ved at gå i et bassin med iskoldt vand. Mens resten blot går i og står op, hopper Piotr Wozniacki, sætter sig på hug og kalder det 'Miami Vice'.

»Jeg griner bare og spiller smart. Selvfølgelig vil jeg vise, jeg er en James Bond 007,« lyder det med et lille smil fra ham.

Og netop det er et af hans kendetegn, fortæller hans to børn, der sammen med farmand og resten af familien skal bestige Kilimanjaro, efterfølgende.

»Han elsker at lave sjov. Han elsker at lave de her platte vittigheder. Når folk spørger, om han er færdig på engelsk, 'are you finished',« fortæller Patrik Wozniacki, hvorefter Caroline Wozniacki, der stoppede karrieren efter Australian Open i år, supplerer:

»Så siger han 'no no, I am not Finish, I am Danish'. Det er hans joke nummer ét,« fortæller den tidligere verdensetter.

En joke, som faktisk også er blandt kronprins Frederiks favoritter. Det fortalte kronprinsesse Mary i den tale, hun holdt tilbage i 2018, da Kronprinsen fyldte 50 år.

»De, der har haft fornøjelsen af at være ude at spise med dig, ved for eksempel, at hvis en tjener spørger, 'are you finished', så kan man være stensikker på, at du svarer 'no, I’m Danish'. Hver gang. Og griner. Hver gang,« fortalte hun dengang.

Det er ikke kun danskerjoken, Piotr Wozniacki er glad for at bruge om og om igen.

»Hvis han møder nogle kvindelige tjenere, så siger han 'have I seen you in Hollywood, maybe in some movie'. Han bruger de her klassiske gloser, og dem bruger han om og om igen, så vi andre er ved at blive godt trætte af det,« siger Patrik Wozniacki med et smil.

»Han har kørt de jokes mindst tusind gange,« griner Caroline Wozniacki, og Piotr Wozniacki siger da heller ikke sine børn imod.

»Jeg er lidt den der lille klovn i det store cirkus,« siger Wozniacki senior grinende i programmet.

'Klædt af mod toppen med familien Wozniacki' kan ses her på Dplay.