Regn, regn, regn. Hvad gør man så i stedet som professionel tennisspiller, når man er ankommet til endnu en destination. Endnu en turnering.

Caroline Wozniacki går i biografen.

Det fortæller den danske tennisspiller, der står foran at skulle i gang med Rogers Cup i Montreal, hvor det i optaktsdagene væltede ned fra oven.

»Jeg gik i biografen. Jeg elsker det. Og det regnede i løbet af dagen, så jeg tænkte, at det var det perfekte at gøre,« siger Caroline Wozniacki til WTA's hjemmeside.

»Jeg har den her ting med David (Lee, hendes forlovede, red.), hvor vi hver vælger en film, hver eneste dag. Det kan vi lide at gøre for at slappe af. Og jeg vil nok forsøge at få ham med i biografen senere på ugen også.«

Her kan du læse, hvordan Caroline Wozniackis veltrænede mave har vakt opsigt op til turneringen

Den danske tennisspiller måtte senest trække sig fra WTA-turneringen i Washington på grund af en skade, men nu er hun klar til hardcourtbanen i Canada, hvor hun som andenseedet sidder over i første runde.

I forhold til at fordrive tiden var der dog ikke frit valg i alle sale, da hun ville i biografen. Der var strenge restriktioner fra de nærmeste.

»Jeg så 'The Spy Who Dumped Me', men alle andre er først kommet senere, så jeg måtte ikke se 'Equalizer' eller 'Mission Impossible' uden dem. De havde forbudt mig at se dem,« fortæller Caroline Wozniacki om de to nye film.

Og hun er ikke bare klar igen efter sin skade. Hun er også tilbage på sit favoritunderlag.

»Det er dejligt at være tilbage på hardcourt. Jeg er glad for at være her og håber på en god turnering,« siger Caroline Wozniacki og ser frem til turneringen, der på skift bliver spillet i Toronto og Montreal.

Sidste år med uvant succes.

»Jeg havde aldrig før vundet en kamp i Toronto, så det var rart at bryde den forbandelse og gå hele vejen til finalen,« siger Caroline Wozniacki til WTA - her endte hun dog med at tabe til Elina Svitolina.