Det har skabt mange reaktioner verden over, at Caroline Wozniacki har valgt at indstille karrieren som blot 29-årig.

Et sidste punktum i tennisstjernens glorværdige karriere bliver sat ved Australian Open i januar 2020.

Men stod det til Caroline Wozniackis storebror Patrik, burde Danmarks bedste kvindelige tennisspiller vente med at lægge ketsjeren på hylden.

»Jeg synes i hvert fald godt, at hun kunne have taget sæsonen med. Mest af alt, fordi hun har opnået det, hun har. Hun fortjener den her turné, hvor hun bliver klappet af banen, hvor alt det, hun har leveret, bliver værdsat,« siger Patrik Wozniacki til Go' Aften Live.

Patrik Wozniacki.
Patrik Wozniacki. Foto: Kristoffer Juel Poulsen.
Vis mere

Hans lillesøsters store beslutning blev annonceret til en familiesammenkomst, hvor Patrik altså mente, at søster Caroline burde have taget hele sæsonen med og sluttet i USA efter US Open.

Men sådan bliver det som bekendt ikke.

Til gengæld kom Patrik Wozniacki med en rørende hilsen til sin søster, der i løbet af sin karriere har vundet en grand slam-titel og været på verdensranglistens førsteplads i 71 uger.

»Jeg har nærmest set samtlige af hendes kampe – det er ganske få, jeg ikke har set. Det er ligegyldigt, om det er klokken tre om natten eller syv om morgenen,« siger Patrik Wozniacki, som har kommenteret en del af tennisdarlingens kampe.

Caroline Wozniacki fortæller om sin opvækst ved tænketanktopmødet "Hvem vil børnene" i Billund House i Billund , onsdag d. 27. november 2019. Det er tænketanken DEA og LEGO Fonden der sammen med en lang række borgmestre, børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil, legeforskere, tennisspiller Caroline Wozniacki, fonde og andre vigtige aktører er gået sammen om topmødet.. (Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix)
Caroline Wozniacki fortæller om sin opvækst ved tænketanktopmødet "Hvem vil børnene" i Billund House i Billund , onsdag d. 27. november 2019. Det er tænketanken DEA og LEGO Fonden der sammen med en lang række borgmestre, børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil, legeforskere, tennisspiller Caroline Wozniacki, fonde og andre vigtige aktører er gået sammen om topmødet.. (Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix) Foto: Henning Bagger
Vis mere

»Jeg føler selv, at jeg er den største fan, hun har, og jeg har fulgt hende i tykt og tyndt.«

Wozniackis beslutning om at indstille karrieren allerede nu hænger sammen med, at hun vil fokusere mere på at stifte familie.

Samtidig har det også været vigtigt for hende at slutte på toppen, forklarer Patrik Wozniacki.

Den endelige afsked bliver altså ved Australian Open. To år efter, at hun vandt karrierens eneste grand slam-titel, præcis samme sted.