Caroline Wozniacki og David Lee har skiftet kulde ud med varme himmelstrøg.

Parret holder nemlig lige nu ferie med nogle venner på Barbados.

Det afslører et billede, som danskeren selv har delt på sin Instagram-profil, hvor det fremgår, at dagene bliver tilbragt på Sandy Lane Hotel.

Vejret, der unægteligt er bedre end det danske i oktober måned, har også betydet, at Wozniacki har tilbragt tid på stranden.

I et opslag på Instagram har hun delt et billede af sig selv i vandkanten, og det har hun gjort med en kæk kommentar.

'Jeg leder efter min tan,' skriver hun til billedet - som kan ses i bunden af artiklen - hvor hun står med et stort smil. Uden alt for meget farve på kroppen, altså.

Caroline Wozniacki og David Lee blev gift i juni i år ved et stort bryllup i Italien. Efterfølgende var der dog kun tid til en kort bryllupsrejse, inden tennisbanerne igen kaldte på den 29-årige dansker.

Nu er sæsonen dog slut for Caroline Wozniacki, der har brugt de sidste uger på at rejse med sin mand. De har blandt andet besøgt Danmark og Island, inden turen altså gik til Barbados. Og netop det at holde fri fra sin sport var noget af det, hun så frem til, da sæsonen sluttede i starten af oktober.

Caroline Wozniacki og David Lee blev gift i juni.
Caroline Wozniacki og David Lee blev gift i juni. Foto: FACUNDO ARRIZABALAGA
Vis mere

»Det bliver rart. Jeg vil tage en masse tid væk fra tennisbanen, genoplade og få min krop til at føle sig 100 procent igen, og så vil jeg begynde at komme langsomt tilbage,« sagde Caroline Wozniacki, der tabte semifinalen ved China Open til Naomi Osaka, på et pressemøde.

Dermed var tennisåret slut for danskeren, der har haft et svært 2019, der har været præget af både sygdom og skader. Først lige omkring nytår går 2020-sæsonen i gang igen med turneringer på den anden side af jordkloden, Her rejser WTA-touren traditionen tro til Australien og New Zealand for at skyde året i gang.

Den kommende sæson indeholder også et særligt højdepunkt i form af OL i Tokyo. Efter China Open var det dog ikke noget, danskeren havde brugt meget tid på.

»Jeg har ikke tænkt på OL endnu. Jeg ser frem til vinterpausen og til at nyde noget tid fri,« sagde hun.