Hun tog røven på de fleste!

Caroline Wozniackis eventyrlige bryllup med David Lee lørdag aften var en hemmelighed af de rigtig store.

Blot et par medier – heriblandt B.T. – havde opsnappet selve datoen for tennisstjernens store dag. Men herfra havde den tidligere verdensetter formået at holde alt helt fuldstændig tys-tys.

Ingen vidste, at bryllupet stod i smukt beliggende Castiglion del Bosco. En lille flække beliggende i de toscanske bakker i det centrale Italien.

De fleste havde regnet med, at brylluppet i stedet skulle stå i storslåede Monaco, hvor Caroline Wozniacki har en lejlighed.

I stedet var det fashionable hotel Rosewood Castiglion del Bosco ramme om flere dages festligheder kulminerende med selve vielsen tidligt lørdag aften.

En intim vielse foran 120 af Wozniackis og David Lees venner og familie. Heriblandt tennisstjerner som Serena Williams, Angelique Kerber og Agnieszka Radwanska samt basketstjernen Pau Gasol, som David Lee har spillet sammen med i NBA-klubben San Antonio Spurs.

Først søndag aften viste Caroline Wozniacki for første gang sin glæde over sit bryllup. Inden da var der radiotavshed fra både bruden og gommen på de sociale medier, og også deres gæster efterlevede brudeparrets ønsker om stor diskretion.

Kun et par af gæsterne havde søndag dristet sig til at dokumentere den store dag på Intstagram. Det var der flere årsager til. Først og fremmest brudeparrets diskretionsønske. Sekundært det faktum, at rettighederne til brylluppet på forhånd var solgt til det store amerikanske modemagasin Vogue.

Det var således Vogue, der lørdag aften først kunne berette om brylluppet, vielsen og vise de første billeder af Caroline Wozniacki i sin brudekjole. Selve vielsen findes der i skrivende stund ingen offentliggjorte billeder af.

Caroline Wozniacki fik det, som hun ville have det.

Hun fik sin udkårne, et smukt bryllup i Toscana – og hun fik det hele i ro og fred langt fra pressens nysgerrige øjne.