Ganske vist har Caroline Wozniackis optakt til sæsonens sidste grand slam-turnering, US Open, resultatmæssigt langtfra været optimal. Den 29-årige danske tennisspiller har siden juli måneds Wimbledon-turnering blot vundet en enkelt af sine blot tre kampe, men hun ser alligevel optimistisk på sine muligheder.

»Formen er god, og jeg har det seneste stykke tid ramt bolden godt. Så jeg har store forventninger til min deltagelse,« siger hun til B.T.'s udsendte efter mandagens timelange træningspas på USTA Billie Jean King National Tennis Center i New York.

Her benyttede hun amerikaneren Nael Haba, der har spillet enkelte prof-kampe på ITF Touren, som hittingpartner.

»Det var en spiller, arrangørerne havde sat mig sammen med, da jeg inden min førsterundekamp (tirsdag, red.) mod Yafan Wang søgte en højrehåndsspiller,« siger Caroline Wozniacki, der i den amerikanske storby deltager i karrierens 50. grand slam-turnering.

Foto: Vaughn Ridley
Vis mere

Én gang tidligere har hun besejret kineseren, der ligger nummer 50 på verdensranglisten.

Men selvom det ved den lejlighed – i Kuala Lumpur for fire år siden – blev til dansk sejr på 6-3, 6-1, er det ikke en oplevelse, Caroline Wozniacki føler, hun kan bruge til særligt meget.

»Jeg husker den ikke rigtig, så det er en ny kamp tirsdag,« siger Caroline Wozniacki, der gør det klart, at det er vigtigt, at hun får en god start mod Yafan Wang.

»Det er en førsterundekamp i en grand slam-turnering. Derfor vil jeg rigtig gerne gøre det godt. Kort sagt: Jeg skal bare ind at vinde,« siger Caroline Wozniacki med et beslutsomt blik i øjnene.

Selvom Caroline Wozniacki, der er seedet 19 ved US Open, har kendt lodtrækningen siden i torsdags, er kineseren ikke en spiller, hun i sine forberedelser de seneste dage har fokuseret specielt meget på.

»Jeg har mest bare koncentreret mig om mig selv, men vil senere bruge lidt tid til at tjekke op på hende,« siger Caroline Wozniacki.

Under denne research vil hun finde ud af, at Yafan Wang tidligere i år har vundet finalen ved WTA Tour-turneringen i den mexicanske by Acapulcu 2-6, 6-3, 7-5 over amerikaneren Sofia Kenin.

Til sammenligning har Caroline Wozniacki fortsat sæsonens første turneringssejr til gode.

Foto: Vaughn Ridley
Vis mere

Ikke desto mindre vurderer hun, at sejrschancerne er gode, da hun i modsætning til kineseren har spillet masser af kampe på grand slam-tennisanlæggenes største baner.

»Den rutine har jeg naturligvis tænkt mig at drage fordel af,« siger Caroline Wozniacki.

I optakten har hun blandt andet trænet med de tidligere verdensrangliste-ettere Angelique Kerber og Asleigh Barty.

»Jeg synes mine forberedelser har været gode, så jeg er sikker på, at jeg vil være der, når kampen går i gang,« siger Caroline Wozniacki.

US Open er den grand slam-turnering, hvori Caroline Wozniacki har klaret sig bedst.

Blandt andet har hun to gange været tabende finalist, ligesom hun tre gange har tabt en semifinale.

»Jeg synes, New York er en fed by, og der er god stemning. Men når det er sagt, er Australian Open (i Melbourne, red.) min yndlings-grand slam, eftersom jeg jo har vundet der,« siger Caroline Wozniacki med et stort smil.

Hendes førsterundekamp mod Yafan Wang er henlagt til tennisanlæggets tredjestørste bane, Grandstand, og ventes igangsat omkring klokken 21 dansk tid tirsdag aften.