Indrømmet. Den her historie er skrevet før, men denne gang er der mere end nogensinde før grund til at tro ekstra meget på det. At tro på Caroline Wozniacki og hendes mulighed for endelig at vinde den Grand Slam, som hun har jagtet i alle sine år som topspiller.

For den danske tennisstjerne er i kanonform, og det viste hun igen i fjerde runde af Australian Open, hvor slovakiske Magdalena Rybarikova blev sendt ud med sætcifrene 6-3, 6-0. Det var så flot en præstation, at selv far Piotr begyndte at tage mere end bare én kamp ad gangen.

»Jeg tror, hun har fundet grand slam-formen, og så spiller hun meget koncentreret i øjeblikket. Caroline har spillet på et højt niveau i mange måneder, så koncentrationen var ekstra vigtig i dag,« sagde Piotr Wozniacki ifølge Ritzau.

LÆS OGSÅ: Sportsdirektør bekræfter: Storklub henter spiller i FC Midtjylland

Caroline Wozniacki var efter kampen meget glad for sejren, men slet ikke lige så glad, som hun var for en specifik detalje. For undervejs i kampen forsøgte 'Miss Sunshine' et slag, som hun aldrig havde prøvet før - mellem benene. Og operationen lykkedes, selv om patienten døde. Det gav nemlig ikke et point.

»Jeg har prøvet slaget et par gange til træning, men aldrig i kamp. Selv til træning har jeg set fjollet ud, når jeg har prøvet, så da den gik ind, sagde jeg: 'Okay, jeg er færdig',« sagde Wozniacki til turneringens hjemmeside efter kampen.

Derfra gik hun mere tilbage til sit sædvanlige, fokuserede jeg, hvor kun den næste kamp mod den useedede spanier Carla Suarez Navarro gjaldt. Der var far og træner Piotr Woznaicki mere optimistisk. For han havde svært ved at se, hvem der skulle kunne slå Caroline Wozniacki i Australian Open.

»Hvis der er en, der rammer bolden godt et par gange, så ved man aldrig. Jeg håber det ikke. Jeg ønsker det ikke. Men vi skal tænke på næste kamp, og så må vi se,« siger Piotr Wozniacki.

Caroline Wozniackis næste kamp er kvartfinalen mod Carla Suarez Navarro.

5 grunde til, at det endelig sker for Wozniacki

 

1. Hun laver små mirakler

I tredje runde mod Jana Fett var Wozniacki nede med 1-5 og havde to matchbolde imod sig, da hun fik vendt det hele og endte med at slå den kroatiske spiller. Og i kvartfinalen lykkedes et slag så for første gang. Den danske tennisdarling spillede en bold mellem sine egne ben, og selv om det ikke endte med point, så viste det noget.

"Jeg tror, man kan se, at min selvtillid er god. Jeg forsøgte mig med et slag mellem benene, og den ramte faktisk. Hvis jeg selv må sige det, så er jeg meget stolt af det," sagde Wozniacki efter kampen ifølge turneringens hjemmeside.

2. Vejen er banet

Caroline Wozniacki møder useedede Carla Suarez Navarro i kvartfinalen, og verdensranglistens nummer 39 har mødt Wozniacki syv gange før, hvor det kun er blevet til to sejre. Så Wozniacki har overhånden, da det er på hard court, hvor danskeren har vundet alle tre møder mod Navarro. Derfra gælder det højst sandsynligt møder mod fjerdeseedede Elina Svitolina, som Wozniacki dog har haft det svært mod, men i en eventuel finale står førsteseedede Simona Halep muligvis på den anden side. Og her er statistikken på danskerens side. De seneste tre kampe har Wozniacki slået Halep - senest i sæsonfinalen i Singapore i overlegen stil, 6-0, 6-2.

3. Hun slår vinderslag

Hvis der er noget, der har forfulgt Caroline Wozniacki gennem det meste af karrieren, er det hendes manglende evne til selv at afgøre dueller med vinderslag. Hun bliver oftest skudt i skoene, at hun spiller defensivt, men i fjerderundekampen mod Rybarikova havde Wozniacki for første gang i turneringen flere vinderslag end sin modstander. 25 gange vandt Wozniacki en duel mod sin russiske modstander med et vinderslag. I første runde slog Wozniacki 12 vindere, i anden runde 22 vindere og i tredje runde 13. Fortsætter hun den stil, giver det spillet en ny dimension.

4. Hun er lykkelig

Det er uvist, om diamanten i vielsesringen fra David Lee lige med sin vægt lige har givet Wozniacki 5 procent mere styrke i armen, men der er i hvert fald skruet helt op for lykken på hjemmefronten. Den tidligere NBA-spiller er med Wozniacki overalt - også i Australien, og der er næppe tvivl om, at det har givet Wozniacki noget ekstra. Wozniacki og David Lee annoncerede i november deres forlovelse, og henover jul og nytår rejste de til nogle af verdens smukkeste steder sammen. Den ro kombineret med Wozniackis erfaring ser ud til at være en verdensklassekombination.

5. Hun er i sit livs form

Det er ikke nogen hemmelighed, at Caroline Wozniacki er kravlet voldsomt op på verdensranglisten det seneste år. Siden februar 2017 har den 27-årige dansker da også været i ni finaler og fire kvartfinaler i de 21 turneringer, hun har deltaget i. Det går kun en vej for Wozniacki, og ja, hun mangler stadig den Grand Slam-sejr. Men med sådan en storform, og med Serena Williams et stykke fra sit topniveau efter sin graviditet, er der grund til at håbe og drømme.