Caroline Wozniacki vender tilbage til det danske Fed Cup-hold.

Det meddeler det danske tennisforbund mandag.

Det er første gang siden 2015, at den 28-årige tennisspiller - der lørdag vandt B.T. Guld - vælger at stille op for det danske landshold.

Men det er der sandsynligvis en grund til.

Caroline Wozniacki vil efter planen igen stille op for Danmark.
Caroline Wozniacki vil efter planen igen stille op for Danmark. Foto: AELTC/Jed Leicester
Vis mere

Hvis Caroline Wozniacki skal kvalificere sig til OL i Tokyo, er det et krav, at hun har deltaget i to Fed Cup-samlinger for at kunne blive udtaget.

I Fed Cup-sammenhæng er hun i første omgang udtaget til deltagelsen ved Europa/Africa Group I, der spilles 6.-9. februar i Polen.

Udtagelsen er dog betinget af, hvordan det går med Caroline Wozniackis sæsonstart. Og betinget af, hvordan det går med den gigtsygdom, som hun for første gang satte ord på i forbindelse med sæsonfinalen sidste år.

»Caroline vil selvfølgelig være en forstærkning af holdet. Derfor vil vi gerne strække os langt for at få hende med. Så vi har i samråd med Carolines team valgt at udtage hende og udskyde den endelige beslutning om deltagelse i Fed Cup,« siger Fed Cup-kaptajn Jens Anker Andersen.

I modsætning til tidligere er det nu muligt at udtage fem spillere mod tidligere fire spillere.

Den danske trup består af Caroline Wozniacki, Clara Tauson, Karen Barritza, Emilie Francati og Maria Jespersen, og der kan ifølge de nye regler skiftes op til to spillere ud indtil 5. februar.

B.T. Sport kunne faktisk allerede i maj sidste år skrive, at beslutningen om at vende tilbage til landsholdstennis var taget. Dengang var det Piotr Wozniacki, der satte ord på det.

»Beslutningen er taget. Hun er klar næste år,« sagde tennisspillerens far dengang.

Nu er det altså officielt.

Ved den kommende Fed Cup-turnering er der foruden Danmark deltagelse af Rusland, Ukraine, Estland, Bulgarien, Sverige og Polen.

14. januar bliver der trukket lod til to puljer på henholdsvis fire og tre hold. Her vil der blive spillet alle mod alle i bedste af tre kampe (to singler og en double). Til sidst vil puljevinderne spille mod hinanden om oprykning. Puljetaberne spiller mod hinanden om at undgå nedrykning.

Før OL i 2016 nåede Wozniacki ikke at indfri kravet om at deltage ved to Fed Cup-samlinger på grund af en stribe skader. Af den grund fik hun dispensation, så hun alligevel kunne stille op for Danmark ved de olympiske lege i Rio.