Iført kamptøjet, en solskærm og med en ketsjer i hånden.

Sådan er de fleste vant til at se Caroline Wozniacki det meste af tiden. Af og til toner den danske tennisstjerne dog frem i lange kjoler, og søndag var ingen undtagelse. Her delte hun et billede af sig selv i en meget farverig en af slagsen, mens hun poserer foran en trappe.

'Jeg har aldrig været til galla, men jeg forestiller mig, det er sådan, mit trappebillede ville se ud,' skriver Caroline Wozniacki, der i et opslag på Instagram bruger ordet 'prom' med henvisning til den amerikanske tradition.

Det amerikanske 'prom' er en fest for gymnasieelever, der er i gang med deres sidste år. Typisk har drengene jakkesæt på, og pigerne har lange kjoler på, og ofte følges man ad i par. Der er derudover tradition for, at man bliver fotograferet.

Og billedet med kjolen, der er blandt andet rød og lyserød, har vakt stor glæde blandt tennisstjernens mange følgere. Blandt de mere end 40.000, der har kommenteret på billedet, er hendes forlovede, David Lee.

'Du ser så fantastisk ud,' skriver den 35-årige amerikaner, som Caroline Wozniacki skal giftes med. Også hendes veninde, tennisspilleren Serena Williams, er begejstret.

'Elsker den!', skriver hun til danskeren, mens en anden konstaterer, at Caroline Wozniacki ville blive ballets dronning (på engelsk 'prom queen') i den mundering.

Lige nu lader den danske tennisstjerne op til Dubai Duty Free Tennis Championships, som løber af stablen fra den 17. februar.