Hvis der er én, der altid er der under Caroline Wozniackis kampe, er det Piotr Wozniacki. Både som far og træner. Men den danske tennisstjerne kan ikke se sig selv gøre det samme.

»Jeg ville nok ikke være træner for mit eget barn. Det er meget og hårdt arbejde,« siger Caroline Wozniacki til WTAs hjemmeside.

Udmeldingen kommer efter Piotr Wozniacki på et pressemøde 'stjal showet' og lavede sjov med, at forældre aldrig skal træne deres børn.

'Støt jeres børn i alt sport, hold dem fra computere, men for Guds skyld lad være med at blive trænere for dem som mig,' lød det kækt. Et råd, Caroline Wozniacki tilsyneladende har taget til sig, selvom hun dog sætter stor pris på alt det arbejde, Piotr Wozniacki har udført.

Foto: MATTHEW STOCKMAN
Vis mere

»Jeg er meget taknemmelig for, at min far ville tage den rolle. Vi har gjort det fantastisk og har et godt forhold. Forhåbentlig vil mine egne børn dyrke sport og være aktive. Det ønsker jeg for dem, men hvis de ikke vil det, er det bare sådan. Hvis de vil spille tennis, er det fint, men vil de være professionelle, må de finde en anden træner. Jeg har været i det her alt for længe,« siger danskeren.

Hun er dog ikke i tvivl om, at faren har en kæmpe andel i succesen.

Og en stor del af grunden til, at de to fungerer godt som team er, at Piotr Wozniacki altid har bedt om datterens mening. Noget, der har betydet meget for den danske tennisspiller, der lige nu er i Singapore, hvor hun deltager i sæsonfinalen.

»Det faktum at han har respekteret mig, siden jeg var barn - og han kunne se, at jeg virkelig også kunne holde fast i min egen mening - har gjort vores forhold så stærkt. Selvfølgelig er vi af og til uenige om tingene. Så snakker vi om det eller mundhugges ind imellem, men det er en del af vores forhold. Og det er også en del af forholdet mellem træner og atlet,« siger Caroline Wozniacki.

Caroline Wozniacki jubler med sin far (tv.) og kæresten David Lee efter sejren ved årets Australian Open.
Caroline Wozniacki jubler med sin far (tv.) og kæresten David Lee efter sejren ved årets Australian Open. Foto: TORU HANAI
Vis mere

Med sin far ved sin side er det blandt andet blevet til en sejr i sæsonfinalen sidste år.

Og denne fulgte den danske tennisstjerne fornemt op på ved at vinde Australian Open i januar.

Hvor længe Caroline Wozniacki fortsætter karrieren er endnu uvist.

Hun har dog aldrig lagt skjul på, at hun vil være mor i en forholdsvis tidlig alder, men hun har dog meddelt, at hun er klar til at forsvare sin Grand Slam titel i januar næste år, og hun skal også spille Fed Cup næste år.