Der er masser af følelser på spil for Caroline Wozniacki under dette års udgave af Australian Open, som hun har annonceret som sin afskedsturnering.

Så efter den 29-årige dansker havde sikret sig sejren på 7-5, 7-5 i et brag af en kamp mod den 10 år yngre Dayana Yastremska, var hun rørt til tårer i dele af det baneinterview, alverdens tv-seere havde adgang til at se.

På det efterfølgende pressemøde spurgte B.T., hvorfor hun reagerede, som tilfældet var.

»Jeg vandt en fantastisk kamp, så jeg var bare rigtig glad,« lød hendes kortfattede forklaring.

 Dayana Yastremska bliver behandlet for en lårskade i onsdagens kamp mod Caroline Wozniacki.
Dayana Yastremska bliver behandlet for en lårskade i onsdagens kamp mod Caroline Wozniacki. Foto: HANNAH MCKAY
Vis mere

Caroline Wozniacki var en smule mere snakkesalig om situationen i slutningen af andet sæt, hvor Dayana Yastremska bad om en medical timeout for at blive behandlet for en påstået skade i venstre lår.

»Hun forsøgte helt klart at bryde min rytme. Da hun forinden havde løbet uden problemer, tænkte jeg, at der ikke var noget galt. Sådan et trick har hun benyttet før, og derfor var jeg forberedt på det. Efterfølgende forsøgte jeg bare fortsat at være fokuseret, og heldigvis lykkedes jeg med det,« sagde Caroline Wozniacki.

Hun fik en skidt start på den knap to timer lange kamp.

Bagud 1-5 i første sæt lignede hun en kommende taber, men takket være imponerende fight fik hun vendt det truende nederlag til sejr - omend den først kom i hus på sjette matchbold.

Foto: HANNAH MCKAY
Vis mere

»Der er nogle af matchboldene, hun spiller godt, og så er der også nogle, hvor jeg spiller for passivt. Men det er klart, at man gerne vil få afsluttet. Det var derfor rigtig rart, at jeg vandt den sidste, selv om det tog sin tid.«

Det er ikke første gang i karrieren, at Caroline Wozniacki formår at vende kampbilledet på så dramatisk vis.

»Jeg husker, at jeg eksempelvis også gjorde det ved US Open i 2009 mod 'Kuzi' (Svetlana Kuznetsova, red.). At det nogle gange lykkes for mig, skyldes, at jeg er god til at glemme, hvad der er sket i kampen forinden. Jeg synes selv, jeg er god til at finde en plan B, hvis plan A kikser. Det skal ikke altid være pænt. Dybest set handler det jo bare om at få en få en bold mere over nettet end modstanderen,« sagde Caroline Wozniacki.

Inden kampen vurderede bookmakerne, at Dayana Yastremska, der så sent som i sidste uge var tabende finalist ved en turnering i Adelaide, havde favoritværdigheden.

Foto: HANNAH MCKAY
Vis mere

»Det var helt klart en mental udfordring, jeg var stillet overfor. Det ene øjeblik slår hun tre vinderslag i træk, hvorefter der kommer fire uprovokerede fejl. Så man vidste aldrig helt, hvad der kom, og på den måde var det umuligt at få opbygget en ordentlig rytme,« sagde Caroline Wozniacki.

Flere gange blev kampen afbrudt, fordi der i den stride blæst fløj et hav af papirstykker rundt. Hertil kommer, at et par lokale australske svaler havde udset Margaret Court Arena som dagens bedste sted at fouragere.

Men Caroline Wozniacki undlod at lade sig distrahere, mens Dayana Yastremska reagerede med smil.

»Det var på tidspunkter i kampen, hvor tingene gik min vej, så jeg tænkte egentlig bare på at blive ved med at fokusere og holde momentum,« sagde Caroline Wozniacki.

Foto: JOHN DONEGAN
Vis mere

Stille og roligt lykkedes det for danskeren at pille ukraineren ned.

»Jo længere kampen skred frem, desto mere troede jeg på, at den ville tippe til min fordel. Desuden fik jeg bedre og bedre fat i hendes server,« sagde Caroline Wozniacki.

Sjovt nok trænes Dayana Yastremska nu af tyskeren Sascha Bajin, der i 2017 var ansat som Caroline Wozniackis hittingpartner og assistenttræner.

Inden kampen kunne man have troet, at det ville være til ukrainsk fordel. Men dette var imidlertid ikke tilfældet.

Foto: HANNAH MCKAY
Vis mere

»For Yastremska handler det mest af alt om at slå hårdt til bolden, så hun kan få initiativet fra start,« sagde Caroline Wozniacki med henvisning til, at tennisspillets taktiske elementer ikke er noget, ukraineren har speciet meget fokus på.

I tredje runde på fredag skal Caroline Wozniacki møde tuneseren Ons Jabeur, der blot ligger nummer 78 på verdensranglisten.

Alligevel er det en modstander, som danskeren har stor respekt for. Også selvom hun vandt de to spilleres hidtil eneste møde i Indian Wells i 2015.

»Hun spiller meget anderledes end de fleste med blandt andet slice og lobs,« lød Caroline Wozniackis kortfattede profil af sin kommende modstander.