Tennisstjernen Caroline Wozniacki må spejde langt efter karrierens tredje turneringssejr i double på WTA-niveau.

Sammen med Serena Williams tabte Wozniacki med 4-6 og 4-6 til den amerikanske duo Asia Muhammad og Taylor Townsend i finalen i Auckland Classic i New Zealand.

Dermed har Wozniacki også spillet sin sidste WTA-doublekamp i karrieren.

Det var 11 år, siden Caroline Wozniacki senest stod i en doublefinale. Dengang vandt hun sammen med Victoria Azarenka en turnering i Memphis i USA, men så godt gik det ikke denne gang.

Williams og Wozniacki havde problemer fra start mod to spillere, der har haft større succes i double end i single.

Serena Williams havde heller ikke nogen optimal optakt til finalen, eftersom den 38-årige veteran umiddelbart forinden havde kæmpet sig igennem en halvanden time lang singlefinale.

Den dansk-amerikanske duo blev brudt i egen serv to gange i første sæt, som var overstået efter 36 minutters spil.

Kampbilledet var stort set uændret i andet sæt. Muhammad og Townsend så ud til at være i fuld kontrol – ikke mindst, da de lavede endnu et servegennembrud til 2-1-føring.

Fra det øjeblik handlede det 'blot' om at holde egen serv i resten af sættet, og som et passende punktum servede det amerikanske par sejren hjem med et rent serveparti til 6-4.

For Asia Muhammad var det karrierens femte triumf i doublerækken på WTA-niveau, mens makkeren Taylor Townsend tog sin første sejr efter to finalenederlag.

Caroline Wozniacki har nu blot én turnering tilbage, inden hun indstiller karrieren. Det sker efter Australian Open, som spilles i Melbourne og begynder 20. januar.

Du kan genopleve kampen og den efterfølgende hyldest af Wozniacki i livebloggen lige her: