Caroline Wozniacki har meddelt, at hun ved Australian Open i januar spiller sin sidste betydende kamp.

Tre en halv måned senere - nærmere betegnet 18. maj - har hun fundet hul i kalenderen til at været midtpunkt ved afskedsarrangementet 'The Final One', hvor det er planen, at hun i Royal Arena på Amager skal duellere mod den amerikanske legende Serena Williams.

»Arrangementet kommer til at koste millioner. Men det er forhåbentlig også det værd,« siger arrangøren F Sports Groups direktør, Mads H. Frederiksen, til B.T.

Billetterne til The Final One blev via Ticketmaster sat til salg tirsdag formiddag. De koster mellem 375 og 875 kroner. Så bliver der fuldt hus i Royal Arena, vil billetindtægterne samlet være omkring syv millioner kroner.

Caroline Wozniacki vandt Tour Finals i 2017 med sejr over stjernen Venus Williams.
Caroline Wozniacki vandt Tour Finals i 2017 med sejr over stjernen Venus Williams. Foto: ROSLAN RAHMAN
Vis mere

»Caroline fortjener denne hyldest. Hun har ligget nummer et på verdensranglisten og vundet en grand slam-turnering. På den baggrund er hun en af dansk idræts største profiler nogensinde. Så selvfølgelig fortjener hun en stor hyldest,« siger Mads H. Frederiksen, der fortæller, at arrangementet bliver transmitteret på TV 2.

»Jeg kan ikke sige så meget om arrangementets detaljer endnu. Men jeg garanterer, at der også vil blive spillet en interessant forkamp. Aftalerne omkring denne håber jeg at have på plads i løbet af en uges tid,« siger Mads H. Frederiksen.

Indtil videre vælger han at holde kortene tæt ind til kroppen.

»Det bliver en aften fuld af overraskelser. Flere af disse vil Caroline ikke være orienteret om på forhånd,« siger Mads H. Frederiksen.

Caroline Wozniacki og Serena Williams duellerede ved en opvisningskamp i Herning i 2015.
Caroline Wozniacki og Serena Williams duellerede ved en opvisningskamp i Herning i 2015. Foto: Claus Fisker
Vis mere

Det er ikke første gang, at F Sports Group arrangerer en opvisningskamp med Caroline Wozniacki som midtpunkt:

I 2002 spillede hun i Parken forkamp til en duel mellem Venus Williams og Daniela Hantuchova, mens hun i 2015 i Herning mødte Serena Williams ved arrangementet, der bar titlen 'Champions Battle'.

»Masser af tilskuere er mødt op til disse arrangementer. I Royal Arena er der plads til 11.500. Det er ikke nogen hemmelighed, at vi forventer at sælge samtlige udbudte billetter, og jeg synes altså, vi har sat nogle priser, hvor alle kan være med,« siger Mads H. Frederiksen, der afslører, at han gennem længere tid har kendt Caroline Wozniackis planer om karrierestop.

»Jeg ønsker ikke fortælle, hvor lang tid, vi har været orienteret. Men vi har da vidst det et stykke tid,« siger han.