Den er god nok. Caroline Wozniacki er startet på det velkendte amerikanske universitet Harvard.

Det afslører tennisstjernen selv i et opslag på Instagram, som kan ses i bunden af artiklen.

'At være kommet ind på Harvard Business School er en drøm, der er gået i opfyldelse,' skriver en glad Wozniacki, der også er iført en trøje med skolens navn på.

'Tak til Anita Elberse og Harvard for denne mulighed,' skriver hun.

Derudover fortæller hun i opslaget, at der er tale om et kursus, der hedder 'Crossover Into Business'. Og et kig på Harvards hjemmeside afslører, at der er tale om et helt særligt kursus for professionelle atleter.

'Bygget for at hjælpe professionelle atleter til at blive bedre forberedte til business-aktiviteter under og efter deres aktive karrierer,' står der om kurset.

Atleterne får tilknyttet nogle mentorer, der matcher dem hver især.

'Mentorerne hjælper atleterne med at udvikle deres forretningssans og lærer dem at tage bedre beslutninger i erhvervslivet på en måde, der passer til atleternes travle liv, det er skræddersyet til deres interesser, og der gøres brug af den anerkendte case-metode fra Harvard Business School.'

Der er dog ikke tale om, at Caroline Wozniacki - i første omgang - skal gå i skole i mange år. Det er et kursus, der løber fra september til december, hvorefter der er den endelige gruppepræsentation.

Også Caroline Wozniackis mand, David Lee, læser samme kursus. Det afslører tennisstjernen på sin Instagram Story. Her har hun delt en video, hvor de taler om, at første dag har været rigtig god.

Udover studiet er der stadig tennis på programmet for Caroline Wozniacki, der i slutningen af ugen skal til opvisningsturneringen Greenbrier Champions Tennis Classic i Virginia. Her skal hun op imod Maria Sharapova, som Wozniacki før har haft et lidt anstrengt forhold til.

Derefter venter der to turneringer for Caroline Wozniacki, der skal en tur til Kina for at spille i Wuhan og Beijing.