87 millioner kroner.

Så meget har Caroline Wozniacki og David Lee lagt for deres nye lejlighed i Floridas dyreste nabolag – øen Fisher Island. Det skriver South Florida Business Journal.

For det kan parret så til gengæld se frem til at flytte ind i en lejlighed på 680 kvadratmeter med fem soveværelser og fem badeværelser, når det nye lejlighedskompleks Palazzo del Sol står færdigbygget. Og her får de alt, hvad hjertet begærer.

I første omgang er øen så eksklusiv, at det kun er særdeles velhavende personer, der har råd til bosætte sig der. Derfor kan parret sandsynligvis færdes i noget, der minder om ro og fred.

Fisher Island set oppefra
Fisher Island set oppefra Foto: ROBERTO SCHMIDT
Vis mere

Indgangen til Fisher Island, der kun kan nås med båd.
Indgangen til Fisher Island, der kun kan nås med båd. Foto: RHONA WISE
Vis mere

Men øen har også sin egen eksklusive country club, hvor der blandt andet er tennisbaner i verdensklasse. De bliver dagligt plejet, og så er de i øvrigt nøjagtigt samme dimensioner som dem, der bliver spillet på ved grand slam-turneringerne. Som det ikke var nok, blev de tidligere på året døbt 'Caroline Wozniacki Courts'.

Siden 2014 har danskeren nemlig været bosat på Fisher Island i en anden luksuslejlighed. Den lejlighed gav hun 10 millioner kroner for - så det er noget af en opgradering, tennisstjernen kan se frem til.

Derudover har øen sin egen golfbane, ligesom Wozniacki og David Lee får adgang til private strandområder, fitnessfaciliteter og poolområder.

Det store prisskilt er dog ikke noget, der kommer til at ruinere parret. Wozniacki har alene tjent over 190 millioner kroner i præmiepenge – dertil kommer så sponsoraftaler med Adidas og diverse andre.

Også David Lee har gennem sin NBA-karriere hævet særdeles store pengebeløb. Det anslås, at han er god for i omegnen af 400 millioner kroner, mens Wozniacki selv skulle være helt oppe i nærheden af en milliard.