Uanset hvor rig og berømt du bliver, er mors mad altid noget helt specielt. Det kan Caroline Wozniacki skrive under på.

Efter sin sejr ved China Open har Caroline Wozniacki nemlig haft et par fridage – hvoraf nogle er brugt på at hygge med hendes nevø. Men først stod den på mors mad, fortæller hun i en podcast fra WTA.

»Jeg ringede til min mor (efter turneringssejren, red.). Hun og min far bor ikke langt fra mig. Og jeg sagde, at jeg virkelig gerne ville have noget af hendes hjemmelavede mad. Hun laver nogen fantastiske frikadeller med kartofler, som er helt vildt gode,« siger Wozniacki.

Flyturen hjem fra Beijing varede 10 timer, og selvom der på 1. klasse som regel bliver serveret et hæderligt måltid, var der kun én ting, hun kunne tænke på.

Da Wozniacki tidligere i år vandt Australian Open, blev det ikke fejret med frikadeller - i stedet blev det til rådhuspandekager på Københavns Rådhus.
Da Wozniacki tidligere i år vandt Australian Open, blev det ikke fejret med frikadeller - i stedet blev det til rådhuspandekager på Københavns Rådhus. Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

»Det var alt, jeg drømte om. Jeg talte ned. Nu er der kun 10 timer til mors mad,« griner Caroline Wozniacki.

Med sejren ved China Open, der var danskerens 30. titel i karrieren, cementerede Wozniacki også sin plads ved sæsonfinalen i Singapore. Dermed får hun mulighed for at forsvare sidste års titel.

Allerede inden turneringsstarten på søndag har Wozniackis oktober været yderst succesfuld.

Foruden turneringssejren i Beijing satte hun og David Lee tidligere på måneden deres underskrifter på et stykke papir, der sikrer dem en lejlighed til hele 87 millioner kroner i Miamis dyreste kvarter – Fisher Island.