Hun blev hyldet og fejret, da hun efter Australian Open i 2020 lagde ketsjeren på hylden.

Og Caroline Wozniacki fortæller, at Grand Slam-titlen to år forinden spillede en stor rolle i hendes exit fra tennisverdenen.

For havde hun ikke vundet det store trofæ, havde hun meget vel spillet endnu i håb om at kunne krydse bedriften af.

»Jeg ville nok have fortsat, indtil jeg endelig havde vundet en Grand Slam. Enten havde jeg fået et barn og var så vendt tilbage, eller også havde jeg bare fortsat.«

Det fortæller den 30-årige stjerne i et interview med iNews.

I december 2019 fortalte hun så, at Australian Open i januar 2020 ville være den sidste professionelle turnering. Så var det slut.

I juni i år blev Caroline Wozniacki og hendes mand, David Lee, forældre til deres første barn, en lille pige, der har fået navnet Olivia, og det er netop hende, det meste af tiden går med nu.

Det har også længe virket, som om karrierestoppet var en permanent beslutning. Men Caroline Wozniacki vil ikke afvise, at hun kunne finde på at vende tilbage.

Noget, som flere har gjort efter at have født – blandt andet hendes gode veninde Serena Williams, der fik datteren Alexis Olympia tilbage i 2017 og siden gjorde comeback på WTA-touren.

»Hvis du havde spurgt mig for halvandet år siden, havde jeg uden tvivl sagt 'nej' uden at tøve. Men det sidste halvandet år har jeg lært, at intet er udelukket. Lige nu kan jeg ikke se mig selv vende tilbage til touren, men jeg vil ikke sige, det er helt 100 procent udelukket,« siger Caroline Wozniacki til mediet.

Det var den 14. juni, Caroline Wozniacki offentliggjorde, at hun og manden tre dage forinden var blevet forældre.

Ti dage senere delte hun et billede fra en gåtur med datteren, og det billede fik stor opmærksomhed. Det kan du læse mere om her.