Selvom Caroline Wozniacki har stoppet karrieren, er det ikke helt slut med titler.

Den 29-årige danske tennisstjerne er nemlig blevet kåret som 'Australian Open 2020s inspirerende kvinde'.

Det er første gang, prisen bliver uddelt, og Caroline Wozniacki fik torsdag en kæmpe hyldest på Rod Laver Arena i Melbourne, hvor hun også blev genforenet med det Australian Open-trofæ, hun vandt for to år siden.

»Det betyder rigtig meget for mig,« sagde Caroline Wozniacki i et interview på banen.

Caroline Wozniacki blev hyldet i stor stil.
Caroline Wozniacki blev hyldet i stor stil. Foto: DAVID GRAY
Vis mere

»Jeg har altid prøvet at være et godt forbillede for især de unge, der ville spille tennis, jeg har forsøgt at være en god person, som har forsøgt at inspirere folk til at tro på sig selv, og at de kan gøre det, de sætter sig for,« lød det fra den 30-årige dansker.

Hun gik selv efter sine drømme i en meget ung alder, men det var ikke altid lige let, forklarede hun.

»Jeg har selv kæmpet og haft mine egne op-og nedture. Jeg kommer fra et lille land, og ingen troede, jeg kunne blive nummer et og vinde en Grand Slam, så det var fantastisk. For ikke så længe siden fik jeg konstateret leddegigt, men jeg fortsatte med at spille på Touren og var stadig aktiv. Jeg prøver bare at inspirere folk og få dem til at forstå, de kan gøre, hvad de vil, og ingen kan tage det fra dem,« sagde Caroline Wozniacki.

Hun stoppede sin aktive karriere i sidste uge, da det blev til et nederlag i tredje runde af Australian Open til tunesiske Ons Jabeur.

Caroline Wozniacki var rørt, da karrieren var slut.
Caroline Wozniacki var rørt, da karrieren var slut. Foto: GREG WOOD
Vis mere

Allerede inden turneringens start havde den danske tennisstjerne meddelt, at det ville blive hendes sidste turnering i karrieren, og da den sidste bold var slået, fik følelserne da også frit løb.

Og hun kunne da heller ikke holde tårerne tilbage, da hun skulle sætte lidt ord på det faktum, at det nu var slut med professionel tennis.

»Jeg vil især huske støtten fra min far, der har støttet mig alle årene,« nåede Wozniacki blandt andet at sige, inden stemmen knækkede over.

Efterfølgende fik hun blandt andet vist en video, hvor mange af konkurrenterne hyldede hende, ligesom hun fik lov at gå en runde på banen til tonerne af 'Sweet Caroline'.