En familie, hvor tennis har været centrum, og en søster, der har rejst verden rundt og fået stor opmærksomhed.

Sådan har opvæksten været for Patrik Wozniacki, og det har nok ikke altid været helt let.

Det erkender hans forældre i programmet 'Klædt af mod toppen med familien Wozniacki,' der sendes på Dplay.

»Tennis fyldte virkelig meget i vores familie gennem årene. Det var bare tennis, tennis, tennis. Der var ikke andet. Så det at være Patrik var måske ikke så sjovt, men det kunne ikke være anderledes, når man var så god, som Caroline var.«

Sådan lyder det fra Anna Wozniacki i programmet, og også Piotr Wozniacki fortæller, at store dele af opmærksomheden ikke altid var på Patrik Wozniacki.

For med en søster, der jagtede at blive verdens bedste tennisspiller, betød det, at familien var meget væk, og at meget fokus var på netop hende.

»Det var hårdt for Patrik i perioder, for du skal forstå, at Caroline var i alle medier, og Caroline var i fjernsynet, og det var 'Caroline, Caroline, Caroline'. Og far var med hende, og det var mor en gang imellem også,« siger Piotr Wozniacki.

Hovedpersonen selv slår dog fast, at han altid har støttet sin søsters karriere.

Patrik Wozniacki var tydeligt rørt, da Caroline Wozniackis karriere sluttede tilbage i januar, da hun røg ud af årets Australian Open.
Patrik Wozniacki var tydeligt rørt, da Caroline Wozniackis karriere sluttede tilbage i januar, da hun røg ud af årets Australian Open. Foto: FRANCIS MALASIG
Vis mere

»Jeg har været meget alene. Da familien – min far og mor – beslutter, de gerne vil rejse rigtig meget, bliver beslutningen taget lidt uden om mig. Men vi har altid stået sammen som familie,« siger Patrik Wozniacki og fortsætter:

»Jeg havde ikke lyst til at spænde ben for det, for jeg kunne godt se, uden at være jaloux, at hun havde et potentiale, der var noget højere end mit eget,« siger Patrik Wozniacki med et smil i programmet og tilføjer, at han havde det fint med, at familien gik efter, at Caroline Wozniacki nåede verdenstoppen.

Da Caroline Wozniacki i januar stoppede sin karriere, var han da også meget rørt, da han skulle sætte ord på sin lillesøsters store bedrifter.

»Jeg er ufattelig stolt. Både af sejre og nederlag. Den person, hun har været, siden hun var helt lille. Jeg synes, det er fantastisk, hun aldrig har lavet om på sig selv. Da hun var nummer et i verden, var hun den samme,« lød de rosende ord fra Patrik Wozniacki, der ikke kunne holde tårerne tilbage.

Caroline Wozniacki og storebror Patrik Wozniacki.
Caroline Wozniacki og storebror Patrik Wozniacki. Foto: Per Arnesen/Discovery Networks Danmark/Free
Vis mere

For han er en af hendes største fans, har han flere gange fortalt, og i programmet slår Caroline Wozniacki da også fast, at hun har elsket at have Patrik Wozniacki som storebror.

Hun så op til ham. De ting, han gjorde, gjorde hun også.

»Han var hele grunden til, jeg startede med at spille tennis. Det har været en kæmpe support. Uden ham var jeg heller ikke nået så langt. Han er en fantastisk bror,« siger Caroline Wozniacki i programmet.

'Klædt af mod toppen med familien Wozniacki' kan ses på Dplay, hvor der kommer et nyt afsnit hver torsdag.