At bestige et bjerg er noget, der tærer. Ikke blot fysisk, men også psykisk.

»Jeg er okay. Jeg er okay. Jeg savner bare... jeg savner bare Sofie og Nico så meget nu.«

Sådan lyder det fra en grædende Patrik Wozniacki i det nyeste afsnit af 'Klædt af mod toppen med familien Wozniacki', der bliver sendt på Dplay.

Her nærmer familien sig toppen af Kilimanjaro, og de mange uger væk fra Danmark og familien har sat sine spor. Derfor må Caroline Wozniacki også lige støtte sin bror, som synes, det er ved at være hårdt at undvære sin kæreste og søn.

»Jeg savner bare dem derhjemme. Nu er vi så tæt på målet, så begyndte jeg bare at savne dem helt vildt. Det har været en fantastisk tur, og et eller andet sted ville jeg have ønsket, de havde været med og oplevet nogle af de her ting også,« siger Patrik Wozniacki og fortsætter:

»Det er noget, jeg vil huske for evigt. Men jeg har været væk meget længe, så jeg glæder mig til at give dem et kæmpe kram og et kys og stå op med dem om morgenen,« fortæller han.

Og han er ikke den eneste i familien, der er ramt. Det samme er Piotr Wozniacki, der døjer med sin ene læg, og også Anna Wozniacki er berørt og må tørre øjnene.

»Da vi kommer tættere på, bryder hele familien sammen. Piotr har problemer med lægmusklen, Patrik sidder og græder for sig selv, Jeg græd, fordi jeg også var helt udkørt. Selv om der kun er 45 minutter til en time til toppen, tænker jeg bare 'hold da op'. Der skal magiske kræfter til at føre os til toppen,« siger Anna Wozniacki.

Piotr Wozniacki forklarer, at de i familien er meget følsomme. Han kan sagtens forstå, at sønnen reagerer, som han gør.

For det er ikke bare få dage, familien – som også tæller Caroline Wozniacki og David Lee – har været væk.

»Det er næsten en måned, vi har forberedt os og har været på tur. Vi har rejst utroligt meget. Nu har han sin egen familie, så det var ikke så nemt,« siger Piotr Wozniacki.

Du kan se afsnittet af 'Klædt af mod toppen med familien Wozniacki' på Dplay.