Caroline Wozniacki er oversidder i første runde af denne uges WTA-turnering i Charleston.

Grus har aldrig været Caroline Wozniackis favoritunderlag, men nu får hun kyndig assistance af en specialist på området.

Francesca Schiavone, der i 2010 vandt grand slam-turneringen French Open, har trænet sammen med Wozniacki i Miami, skriver WTA Insider på Twitter.

Wozniacki har også inviteret Schiavone med til denne uges WTA-turnering i Charleston i USA, hvor italieneren skal give danskeren taktiske tip til grusspillet.

Caroline Wozniacki spillede senest tennis på hardcourt i Miami, men nu skal hun vænne sig til gruset i Charleston. Al Bello/Ritzau Scanpix
Caroline Wozniacki spillede senest tennis på hardcourt i Miami, men nu skal hun vænne sig til gruset i Charleston. Al Bello/Ritzau Scanpix
Vis mere

»Hun kender spillet på grus så godt, så jeg er glad for at have hende med her,« siger Wozniacki om Schiavone ifølge turneringens Twitter-konto.

I første runde i Charleston er femteseedede Wozniacki oversidder, og modstanderen i anden runde bliver først fundet natten til onsdag dansk tid.

Wozniacki skal møde vinderen af opgøret mellem tyske Laura Siegemund (nummer 104 i verden) og amerikaneren Emma Navarro (nummer 565).

Dernæst venter på papiret hårdere modstand, hvis seedningerne holder.

Caroline Wozniacki er i øjeblikket nummer 13 i verden.
Caroline Wozniacki er i øjeblikket nummer 13 i verden. Foto: AL BELLO
Vis mere

I en eventuel ottendedelsfinale står Wozniacki til at møde den 12.-seedede rumæner, Mihaela Buzarnescu.

I den efterfølgende kvartfinale kan det blive til et møde med den forsvarende vinder af turneringen, andenseedede Kiki Bertens fra Holland.

Ifølge den amerikanske tenniskommentator Jo Durie kan Wozniacki nå langt i turneringen.

»Grus er måske ikke Caroline Wozniackis bedste underlag, men hun er tidligere mester i Charleston, og jeg tror, at hun vil være meget motiveret i denne uge.«

»Vi har ikke set meget til hende i år på grund af hendes helbred, men hun har det stadig i sig og vil det så meget. Ellers ville hun ikke blive ved med at konkurrere.«

»Hun spiller normalt meget, så Charleston er en chance for at indhente noget af det tabte i denne sæson,« siger Jo Durie til wtatennis.com.

Wozniacki vandt turneringen i Charleston i 2011.

/ritzau/