Det var en afklaret Caroline Wozniacki, der mødte mediernes udsendte efter sit nederlag på 4-6, 6-4, 3-6 mod Maria Sharapova i Australian Opens tredje runde.

»Jeg gjorde mit bedste og må bare erkende, at Maria Sharapova var en lille smule bedre end mig. Sådan er sport desværre nogle gange,« sagde Caroline Wozniacki, der hermed ikke længere kan kalde sig 'regerende Grand Slam-mester'.

Herudover risikerer hun ifølge LIVE WTA Ranking efter Australian Open at ryge ud af verdensranglistens top 10.

Konsekvensen af det aktuelle nederlag er, at hun på listen er røget fra tredje- til niendepladsen, fordi hun mister 1.870 af de 2.000 point hun sikrede sig for Australian Open-triumfen i fjor. Imidlertid har spillere som Serena Williams, Ashleigh Barty og Anastasija Sevastova alle muligheden for at overhale hende inden den igangværende turnering i Melbourne slutter næste weekend.

Caroline Wozniacki i sin tabte kamp ved Australian Open mod Maria Sharapova.
Caroline Wozniacki i sin tabte kamp ved Australian Open mod Maria Sharapova. Foto: WILLIAM WEST
Vis mere

»Selvfølgelig er det skuffende, at jeg ikke længere er med i turneringen. Men jeg har følt det som et privilegie og ikke som noget pres at komme til Melbourne som forsvarende mester,« sagde Caroline Wozniacki.

Den semifinaleseedede dansker, der før Australian Open lå nummer tre på verdensranglisten, indledte ellers kampen mod 30. seedede Maria Sharapova fint og kom i første sæt foran 4-1.

»Desværre svarer Sharapova igen med et break. Herefter begynder hun at spille meget aggressivt, og jeg får ikke rigtig rytmen ind på samme måde som i de første to kampe,« sagde Caroline Wozniacki, der tabte første sæt 4-6.

Til gengæld sikrede hun det andet med samme cifre.

Foto: WILLIAM WEST
Vis mere

»Fra dette punkt af kampen føler jeg, at jeg spiller bedre og bedre. Og det er altså marginaler, der gør udfaldet.«

Set fra sidelinien kan det se ud som om, du har svært ved at finde dybden i dine slag. Er du enig?
«Det ved jeg ikke. Jeg synes, man lige skulle vænne sig til lyd og opspring, da taget mellem første og andet sæt blev kørt henover Rod Laver Arena. Generelt synes jeg, at jeg gjorde hvad jeg kunne.«

Stresser Sharapovas aggressive spil dig?
«Der er andre på WTA Touren, der spiller hurtigere end hende. Så egentlig er det ikke på den måde, at jeg føler mig stresset. Nogle gange er det altså svært at høre, om hun rammer bolden rent. Det gør en stor forskel. Og så er der mange gange i de lange dueller, hvor hun når ret meget og får en god vinkel på boldene. Samtidig synes jeg, at hun servede bedre end hun havde gjort i lang tid.«

Du virkede i perioder frustreret over, hvor godt hun spillede. Er der noget i hendes spil, der overraskede dig?
»Ikke rigtigt. Hun spillede på den måde, jeg regnede med.«

Maria Sharapova besejrede Caroline Wozniacki ved Australian Open.
Maria Sharapova besejrede Caroline Wozniacki ved Australian Open. Foto: DAVID GRAY
Vis mere

Du har de seneste år haft en del diskussioner med Maria Sharapova. Hvordan er dit forhold til hende nu?
«Det har ikke ændret sig. Jeg har på fornemmelsen, at hun (på WTA Touren, red.) ikke rigtig taler med nogen udover de personer, der er i hendes eget team.«

»Jeg gør det på min måde. Jeg har mine venner, og det er det. Vi er konkurrenter, og vi forsøger begge at fighte det bedste, vi har lært.«

Var der noget, der hæmmede dig skadesmæssigt?
«Nej.«

Der er sikkert eksperter, der nu vil foreslå, at du i den resterende del af din karriere satser på at toppræstere ved de store turneringer på bekostning af de lidt mindre. Er du enig i den betragtning?
«Jeg har spillet tennis i over 20 år, så jeg tror, at jeg sammen med mit team finder den bedste løsning på, hvordan jeg kan toppe på de rigtige tidspunkter.«

Kan du fortælle noget om, hvordan det under Australian Open er gået med din leddegigt?
«Der er ikke så meget at sige. Kroppen har det fint. Jeg tabte ikke til Sharapova på grund af det.«

Caroline Wozniacki forlader Rod Laver Arena efter tredjerundenederlaget ved Australian Open mod Maria Sharapova.
Caroline Wozniacki forlader Rod Laver Arena efter tredjerundenederlaget ved Australian Open mod Maria Sharapova. Foto: DAVID GRAY
Vis mere

Hvad har din far (Piotr Wozniacki, red.) sagt til dig efter kampen?
«Han roste mig for at have fightet godt, og sagde at han var stolt over mig.«

Hvad kommer der til at ske nu?
«Jeg har lige tabt, så det er for tidligt at tage stilling til om jeg om 14 dage skal spille Fed Cup for Danmark.«

»Jeg skal lige vende denne kamp først. Faktisk har jeg endnu ikke besluttet, hvordan mit fremadrettede kampprogram skal se ud. Og hvad angår Miami Open peger det mere i retning af, at jeg deltager, end at jeg bliver væk.«