Den danske tennisstjerne har holdt en pause fra banen og har i stedet været en tur på ski.

Og det er med familien, 28-årige Caroline Wozniacki har været af sted, fortæller hun i et opslag på Instagram.

'Jeg forlader sneen med hjertet fyldt. Har haft den bedste tur med familien,' skriver tennisstjernen, der i januar var med i Australian Open, hvor det dog blev til et exit i tredje runde.

Caroline Wozniackis forlovede, David Lee, var med på turen, og det samme var hendes forældre.

Det er ikke kun blevet til skiløb under turene i bjergene for tennisstjernen, som også i løbet af dagene væk har set sin store frygt i øjnene. Caroline Wozniacki lider nemlig af højdeskræk, men det forhindrede hende ikke i at posere smilende for kameraet et godt stykke oppe i højden.

Det var dog ikke helt behageligt for hende, afslører hun.

'Jeg ser rolig og fattet ud, men min højdeskræk gjorde, at jeg følte mig svimmel, da jeg stod 3.000 meter over havets overflade,' skriver Caroline Wozniacki.

Turen på ski er nu overstået for Wozniacki-familien, og tennisstjernen er tilbage på banen. Hun har blandt andet trænet hos Mouratoglou Tennis Academy, som ligger i Frankrig.