Flere sportsstjerner er gået i selvvalgt karantæne på grund af frygten for coronavirus, og nu er turen kommet til én af Danmarks største navne.
Den danske tennisstjerne Caroline Wozniacki har nemlig selv valgt at gå i karantæne sammen med sin mand, David Lee.
Det skriver den 29-årige dansker på Instagram, hvor hun har delt et billede af hende og ægtemanden, mens de begge bærer ansigtsmasker i en unavngiven lufthavn.
Du kan se opslaget nederst i artiklen.
Ægteparret har de seneste par uger været på ferie på Zanzibar, hvor de blandt andet har svømmet med delfiner, men da verdens corona-krise for alvor blev en kendsgerning, valgte Caroline Wozniack og David Lee at sætte kurs mod hjemmet i Monaco.
Der var bare ét problem. Parret kunne ikke få lov til at rejse ud af Afrika, fortæller den danske tennisdarling i opslaget:
'Vi blev fanget i Afrika, men nu er vi endelig på vej hjem,' skriver Caroline Wozniacki.
På grund af frygten for coronavirussen, har parret nu valgt at gå i karantæne, når de lander i Monaco, står der videre i opslaget.
I januar stoppede Caroline Wozniacki sin aktive karriere som tennisspiller, efter hun blev slået ud af tuneseren Ons Jabeur i tredje runde af Australien Open, men i øjeblikket er det ikke kun danskeren, der holder sig væk fra de største tennisturneringer.
Verdens professionelle tennisspillere må nemlig indstille sig på en lang pause, efter alle tennisturneringer i ATP- og WTA-regi er blevet suspenderet frem til 7. juni.
Den frygtede coronavirus fortsætter med at sprede sig, og i skrivende stund har 1.151 personer fået konstateret covid-19 i Danmark.
På verdensplan er der konstateret over 218.743 smittetilfælde, hvoraf mere end 84.113 er raskmeldte.