Caroline Wozniacki pryder endnu en gang et populært magasin. Således optræder den 28-årige danske tennisspiller på forsiden af den dansksprogede udgave af ELLE, der udkommer i dag.

Det er i januar-udgaven, Caroline Wozniacki har fået lov til at agere forsidemodel på bladet, som hun også var på forsiden af i 2017.

Under sin takketale efter Australian Open-sejren fik danskeren sagt, at nu måtte hun da få sin forside på ELLE - det internationale.

Indtil videre må hun dog nøjes med den danske udgave, og sådan ser coveret med tennisspilleren, der er iklædt en lys ulden sweater, ud:

Billederne er fotograferet på boldklubben KB's træningsanlæg på Frederiksberg, da hun i foråret var i Danmark for at spille opvisningskamp mod Venus Williams.

Og i interviewet med bladet åbner danskeren op om flere forskellige ting.

I den otte sider lange artikel kommenterer Caroline Wozniacki blandt andet på forholdet til sin amerikanske kæreste, David Lee, som hun blev forlovet med i februar 2017.

»Jeg tror bare, David er meget positiv og har rigtig meget energi og ser det gode i alting og i mennesker generelt. Han er et meget åbent menneske, og han er en fantastisk support, når det kommer til min tennis, og har aldrig på noget tidspunkt sagt, at der er nogle ting, som jeg ikke burde gøre eller ikke kan gøre,« siger Caroline Wozniacki.

Caroline Wozniacki sammen med David Lee, som hun i 2017 blev forlovet med.
Caroline Wozniacki sammen med David Lee, som hun i 2017 blev forlovet med. Foto: EDGAR SU
Vis mere

Det er dog ikke kun kærligheden, hun taler om. Hun berører også noget, der kom frem i slutningen af sidste sæson. I efteråret fik Caroline Wozniacki konstateret leddegigt, men i første omgang troede hun, at hun blot var blevet ramt af feber.

Så konsulterede hun en læge, der fandt ud af, at det stod værre til med hendes helbred.

»Lige pludselig at blive ramt af sygdom er jo noget af et wakeupcall - for hvad nu? Kan man blive ved med at spille? Kommer det til at gå ud over min karriere? Og hvad er næste skridt? Hvad skal vi gøre? Livet kommer jo til at ændre sig; der kommer til at være dage, hvor man har det super, og dage, hvor man måske ikke er helt på toppen,« siger Caroline Wozniacki og tilføjer:

»Men man lærer hele tiden, hvad man kan gøre for at føle sig bedre tilpas og have det godt. Og jeg ved også, hvad jeg kan gøre før og efter kampe, for at kroppen restituerer bedre, og man ikke bliver øm osv. Så jeg kommer til at lære hen ad vejen, men det er helt sikkert noget, som jeg ikke vil lade mig stoppe af.«

Caroline Wozniacki fik i 2018 konstateret kronisk leddegigt.
Caroline Wozniacki fik i 2018 konstateret kronisk leddegigt. Foto: EDGAR SU
Vis mere

Derudover taler Caroline Wozniacki om sin far, Piotr, der altid har været hendes træner. Et bånd, hun kalder 'fantastisk', og hun fortæller, at det er på grund af ham, at hun er den spiller, hun er i dag.

Caroline Wozniacki er i dag 28 år, og hun har ikke lagt skjul på, at hun gerne vil være mor i en forholdsvis ung alder.

Hvornår hun har i sinde at indstille karrieren, melder hun i artiklen dog intet ud om.

»Hmm, jeg tror, det er svært at sige, indtil man står i den situation, hvor det føles rigtigt at stoppe,« siger Caroline Wozniacki, der heller ikke har nogen helt konkrete planer for livet efter tenniskarrieren.