Caroline Wozniacki kan godt begynde at fornemme det. Det er snart slut.

»Jeg ved ikke rigtigt, hvordan jeg kommer til at have det, indtil jeg står på banen. Men jeg ankommer helt sikkert med en anderledes følelse,« siger hun.

Sådan siger den snart forhenværende danske tennisspiller til newzealandske 1 News.

Caroline Wozniacki står foran karrierens næstsidste turnering, ASB Classic, og i interviewet fortæller hun, at det trods alt er noget særligt at stille op lige netop her.

»Det er spændende at være her. Jeg elsker at komme til Auckland - jeg har været her så mange gange efterhånden, og der er ikke noget sted, jeg hellere vil afslutte min karriere,« siger tennisspilleren.

Lodtrækningen har maget det således, at hun i første runde skal møde hjemmebanespilleren Paige Mary Hourigan, der er med på et wildcard og ligger nummer 438 på verdensranglisten i single.

Caroline Wozniacki selv er femteseedet i turneringen.

Også veninden Serena Williams har besluttet sig for at være med i ASB Classic. Sammen stiller danskeren og amerikaneren også ganske usædvanligt op i doubleturneringen sammen i Auckland. Forleden lagde Serena Williams en lille video på Instagram, hvor hun opfordrede til at få øvet på flugtningerne.

Den bemærkning replicerer Caroline Wozniacki også på over for 1 News.

»Jeg glæder mig. Jeg har arbejdet med mine flugtninger, og det håber jeg også, at hun har,« siger Caroline Wozniacki:

»Vi går bare ud for at have det sjovt.«

Caroline Wozniackis sidste turnering bliver Australian Open, der spilles i de sidste to uger af januar.